Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
Det er Jeppe Kofods første rejse som udenrigsminister. På mødet skal de to socialdemokratiske udenrigsministre blandt andet drøfte prioriteter for EU’s dagsorden i de kommende år, globale udfordringer og bilaterale dansk-tyske emner.
Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:
“Det er helt naturligt, at min første rejse som udenrigsminister går til Tyskland. Tyskland er Danmarks gode nabo, vores største handelspartner og en meget vigtig allieret – i EU og globalt.
Jeg ser frem til at drøfte en række vigtige emner med min tyske kollega. Jeg vil orientere om den nye regerings EU-prioriteter blandt andet i forhold til klima, kampen mod skattely, social dumpning og migration. Vi skal også drøfte det gode bilaterale forhold – og det kommende dansk-tyske venskabsår i 2020, hvor vi også markerer 100-året for genforeningen.
Som ny udenrigsminister er det afgørende for mig at række ud mod vores tætteste europæiske og nordiske allierede, men også at få møder i kalenderen på tværs af Atlanten og i resten af verden. Danmark er – og skal være et progressivt land – der engagerer sig stærkt i at styrke EU’s rolle for en mere fair globalisering. Danmark lever af internationalt samarbejde og udsyn.
Mødet mellem Jeppe Kofod og Heiko Maas finder sted i Villa Borsig ved Tegelsøen uden for Berlin.
For yderligere kontakt: Presserådgiver Poul Kjar, 41865975
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udenrigsministeren-rejser-til-berlin?releaseId=13576167








