PRM / Fredensborg Kommune trækker i grønt

    Pressemeddelelse fra Fredensborg Kommune

    “De mange borgere, der mødte op for at diskutere den nye grønne politik, viser et stort lokalt engagement og opbakning til, at vi som kommune fortsat skal i en grøn retning”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.

    På dagen satte Connie Hedegaard scenen og fortalte bl.a. om, at der bliver arbejdet for den grønne omstilling på alle niveauer nu, men at det er nu der skal sættes ekstra tempo på handlingerne, hvis klimaforandringerne skal holdes på et håndterligt niveau.

    Lokale unge fra Langebjergskolen, Endrupskolen, Humlebæk Skole og Miljøpatruljen i Kokkedal gav deres tydelige mening om behovet for handling til kende. Som en af dem udtrykte det: “Den grønne omstilling ligger på skuldrene af vores generation”. Og en anden lagde vægt bag sine ord, ved at påpege, at hun faktisk var stemmeberettiget ved næste kommunevalg – og ville lægge sin stemme dér, hvor man viste handling bag ordene om at gøre noget for klimaet.

    Efter oplæggene var det tid til at høre mere om politikken og give input på en række stande, hvor hovedemnerne i den grønne politik blev sat i fokus. Deltagernes input handlede fx om at gøre alle arealer giftfrie, byggetilladelser til energirigtige huse, mere biodiversitet, fremme af grøn transport og vedvarende energi. Samtidig var der mulighed for at smage ubehandlet grundvand direkte fra drikkevandsboringen, se de nye affaldsspande med flere kamre til sortering, stemme på hvad kommunen kan arbejde mere med på klimaområdet, se film om beskyttelse af vandmiljøet og se forskellen på en artsrig og en artsfattig natur.

    “Der er kommet mange gode input til emnerne i politikken, som vi vil arbejde videre med. Der er også blevet oprettet en lokal borger-klimagruppe, som vi glæder os til at høre input fra”, siger Lars Simonsen, formand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget.

    Allerede på mødet skrev 18 sig på en interesseliste – og er man interesseret kan man sende en mail til én af initiativtagerne Theo Askov på theoaskov@gmail.com og få mere at vide om gruppen, som forventer at starte i august.

    “Glædeligt med så stort et fremmøde til så vigtigt et emne. Det er derfor også glædeligt at de unge skoleelever engagerer sig i den lokale grønne dagsorden og gav input til hvad der er vigtigt for dem og deres fremtid, og hvad de selv gør. At blive inspireret af indlæg af Connie Hedegaard og efterfølgende blive klogere på de 5 politiske grønne emner, gav rigtig mange gode input. Der kom både konkrete og mere ambitiøse forslag til hele området fra biodiversitet over rent drikkevand og til at genbruge mere og sortere mere affald”, siger Freja Brabæk Kristensen, formand for Infrastruktur- og Teknikudvalget.

    Kontakt:

    Borgmester Thomas Lykke Pedersen (A) tlf. 25 29 19 42
    Udvalgsformand Lars Simonsen (B) tlf. 27 36 56 68
    Udvalgsformand Freja Brabæk Kristensen (O) tlf. 21 19 15 14
    Teamleder Klima-, Administration og Udvikling Lone Rasmussen Otte tlf. 72 56 22 47

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fredensborg-kommune-traekker-i-gront?releaseId=13576096