Pressemeddelelse fra Krifa
Euforien er ikke til at komme uden om i øjeblikket på Facebook, LinkedIn og andre sociale medier med nyuddannede, der stolt viser deres speciale frem og glædeligt fortæller, hvilken rejse det har været, og hvor spændte de er på fremtiden. Hænderne er over hovedet af begejstring, og midt i alt det kan alle de kedelige, praktiske ting, der også følger med at være nyuddannet, hurtigt blive glemt.
Der er fx en såkaldt 14 dages-regel, som er god at kende. For man skal normalvis være medlem af en a-kasse i mindst et år for at få ret til dagpenge, men som nyuddannet har man en genvej. Den sikrer penge på kontoen allerede en måned efter, man har afsluttet sin uddannelse. Man skal bare huske at tage kontakt til sin a-kasse – eller melde sig ind i en a-kasse – senest 14 dage efter sin dimission for at gøre sine dimittendrettigheder gældende og dermed sikre sig dagpenge.
Undgå at stå med håret i postkassen
Det er også relevant for dem, der har sit første job på hånden, at gøre sine rettigheder gældende, siger Louise Holten, der er specialkonsulent i Krifa.
– Hvis du ikke gør dine dimittendrettigheder gældende, har du ikke ret til dagpenge, hvis du havner i den uheldige situation, at du mister dit job efter kort tid. Selvom du tænker, at det ikke sker for dig, så er risikoen der jo.
Louise Holten tilføjer:
– Det kan også være, at dit første job er tidsbegrænset. Slutter det fx efter otte måneder, er der ingen dagpenge, hvis ikke du har gjort din rettigheder gældende. Du kan betragte muligheden for dagpenge som enhver anden forsikring, du tegner i tilfælde af uforudsete situationer.
På jagt efter første job? Det skal du huske:
- Kontakte din a-kasse inden 14 dage efter, du er blevet færdig med din uddannelse. Det skal du for at gøre dine dimittendrettigheder gældende. På den måde får du ret til at modtage dagpenge.
- Melde dig ledig på jobnet.dk og udfylde en ledighedserklæring hos din a-kasse. Det er nemlig et krav for at få dagpenge.
- Fortælle, at du ikke længere er studerende de steder, hvor du har fordele af den grund. Det gælder fx boligstøtte, ulykkesforsikring, kort til offentlig transport osv.
- Overveje, om du skal fortsætte med dit studiejob. Hvis du ikke ønsker at fortsætte det, skal det opsiges, inden du får dit eksamensbevis. Hvis du først siger op, efter din uddannelse er slut, får du tre ugers karantæne i dagpengesystemet. Du kan også vælge at fortsætte i studiejobbet, og så bliver de timer, du arbejder, trukket fra dine dagpenge.
- Sørge for at få dit eksamensbevis fra dit uddannelsessted. Så har du det, hvis du skal bruge det i din jobsøgning. Nogle arbejdspladser vil gerne se dit eksamensbevis, når du søger job hos dem.
Har du allerede job? Det skal du huske:
- Kontakte din a-kasse inden 14 dage efter, du er blevet færdig med din uddannelse. Det skal du for at gøre dine dimittendrettigheder gældende. På den måde får du ret til at modtage dagpenge, hvis du skulle miste dit job.
- Få tjekket din ansættelseskontrakt af din fagforening. Så kan du kan være sikker på, at alt er, som det skal være.
- Tale med din arbejdsplads om sommerferie – og søg evt. efter feriepenge. Når du er nyuddannet, har du nemlig ikke optjent feriepenge, medmindre du har haft et tidligere job eller praktik, hvor du har optjent det. Vær dog opmærksom på de nye ferieregler, som træder i kraft den 1. september, hvor du løbende optjener ferie.
- Fortælle, at du ikke længere er studerende de steder, hvor du har fordele af den grund. Det gælder fx boligstøtte, ulykkesforsikring, kort til offentlig transport osv.
- Tjekke op på, om dine oplysninger hos SKAT er korrekte. Når du begynder i nyt job, ændrer din indtægt sig, og det skal rettes i din forskudsopgørelse.
Kontakt:
Pressekontakt: Mette Christiansen, mech@krifa.dk, 51381898
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyuddannet-det-skal-du-huske?releaseId=13575753