Pressemeddelelse fra REMA 1000
Økologiske kammerjunkere, havrekager og kanelkager bagt af Vorgod Bageri på mel fra Gram Slot er netop landet i REMA 1000-butikkerne landet over.
REMA 1000 er medejer af Gram Slot og har traditionelt solgt råvarer som mel og havregryn fra det økologiske landbrug i Sønderjylland. Men med præsentationen af det nye bagværk satses der for alvor på at udvide antallet af produkter fra Gram Slot i flere forskellige retninger.
“Gram Slot står for økologi og kvalitet til en god pris – essensen af det vi mener, når vi i REMA 1000 siger discount med holdning. Vores kunder er rigtig glade for produkterne, og derfor udvider vi nu på flere kategorier,” siger Rikke Witting Thomsen, indkøbsansvarlig for blandt andet brød og kager i REMA 1000.
REMA 1000 har solgt produkter fra Vorgod Bageri i over 10 år, og derfor var det også et naturligt valg at udvide samarbejdet med det vestjyske bageri til også at omfatte serien med råvarer fra Gram Slot.
Opskrifterne på kammerjunkere, havrekager og kanelkager er ikke opfundet til lejligheden. De er taget fra gamle kogebøger, som er fundet på Gram Slot – er blevet let opdateret til nutidens smagsløg – og kan altså nu købes i REMA 1000.
I Vorgod Bageri fortæller direktør Olaf Brøchner, at samarbejdet med Gram Slot og REMA 1000 giver god mening for det landskendte bageri, som hans bedstefar startede for 80 år siden.
“Selvom vi i dag leverer i større mængder – for eksempel til REMA 1000 – så bager vi stadig efter helt traditionelle metoder med håndkraft og på bageplader. Det betyder, at vi kan køre mindre produktioner igennem og lave specialprodukter af høj kvalitet,” siger han.
Lanceringen af de tre økologiske varianter af bagværk fra Gram Slot og Vorgod Bageri følger samtidig en anden udvikling i REMA 1000 – nemlig en større efterspørgsel på økologiske produkter, da tre varianter af konventionelt bagværk er taget af hylderne for at gøre plads til de økologiske nyheder.
De tre parter forventer at udvide samarbejdet løbende – bl.a. med udviklingen af en serie af andre kager.
Kontakt:
Kommunikationschef Jonas Schrøder tlf.: 21640770 email: jos@rema1000.dk
Olaf Brøchner kan kontaktes på tlf. 97 17 50 09.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gram-slot-og-vorgod-bageri-lancerer-ny-okologisk-serie-i-rema-1000?releaseId=13575529








