PRM / TDC Group gennemfører juridisk separation af Nuuday og TDC NetCo

    Pressemeddelelse fra TDC Group

    TDC Group vil nu fokusere på at understøtte, rådgive og servicere de to datterselskaber i arbejdet med at fuldføre deres individuelle strategier og samtidig sikre, at ejernes ambitioner indfries.

    Opdelingen af TDC i to selvstændige selskaber er et centralt element i strategien for fremtidens TDC.

    “Gennem de sidste 140 år har TDC forbundet danskerne med hinanden og Danmark med verden. Nu står vi over for den største og mest omskiftelige æra hidtil, og nye tider kræver nye tilgange. Med den juridiske separation, vi nu har gennemført, sætter TDC Group Nuuday og TDC NetCo fri til at fokusere på deres respektive markeder og på at forløse deres unikke potentialer som selvstændige selskaber. Det er et spændende, nyt skridt mod en digital fremtid for TDC og et digitalt Danmark,” siger Allison Kirkby, administrerende direktør og koncernchef for TDC Group.

    Nuuday består af TDC’s kundevendte brands som YouSee, TDC Erhverv, Fullrate, Telmore, Hiper, Blockbuster og Firmafon og vil fokusere på at levere innovative digitale kundeoplevelser og underholdning.

    “Vi lever i en verden med stigende digitalisering og teknologi overalt. Men teknologi er en tom skal. Det er os – mennesker og samfund – som giver teknologien et formål og en retning, og det er drivkraften i Nuuday. For os handler det om at give teknologien mening ved at skabe de bedste og mest overbevisende løsninger, som er målrettet kundernes behov, og dermed yde vores bidrag til at øge udbyttet af den voksende digitalisering af Danmark,” siger Jaap Postma, direktør for Nuuday.

    TDC NetCo skal designe, drive og udvikle TDC’s netværk og dermed forme Danmarks digitale fremtid ved at levere det bedste mobilnetværk, de hurtigste faste forbindelser og en fantastisk kundeoplevelse.

    Et primært fokus bliver at bygge fremtidens bedste digitale infrastruktur ved at rulle fiber ud og etablere et landsdækkende 5G-netværk.

    “Som individer og som samfund bliver vi mere og mere afhængige af at kommunikere digitalt og af at tilgå og bruge data i hjemmet, på farten og på arbejde. Med den eksplosion, vi ser i dataforbruget, kan gårsdagens infrastruktur ikke understøtte morgendagens efterspørgsel. Derfor skal TDC NetCo bygge den digitale infrastruktur, som muliggør en ny æra i digitaliseringen af Danmark,” siger Andreas Pfisterer, direktør for TDC NetCo.

    Kontakt:

    Pressekontakt TDC Group Communications tlf.: 70203510 email: tdcpresse@tdc.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tdc-group-gennemforer-juridisk-separation-af-nuuday-og-tdc-netco?releaseId=13574978