PRM / Danskerne: Mennesker med udviklingshæmning skal have bedre støttemuligheder, når de skal holde ferie

    Pressemeddelelse fra Landsforeningen LEV

    Landsforeningen har bedt analyseinstituttet Kantar Gallup spørge et repræsentativt udsnit af den danske befolkning om, hvad de mener, at mennesker med udviklingshæmning selv skal betale for i forbindelse med en uges ferie i Danmark. Eksempelvis om det er rimeligt, at et menneske med udviklingshæmning selv skal betale for løn til personalet, der yder den nødvendige socialpædagogiske støtte og ledsagelse.

    Undersøgelsen viser, at et stort flertal af danskerne mener, at det at samfundet bør yde den nødvendige hjælp til eksempelvis pædagogisk ledsagelse til mennesker, som på grund af et handicap ikke kan færdes på egen hånd i forbindelse med afholdelse af ferie. Den opbakning fra danskerne glæder LEVs landsformand, Anni Sørensen.

    – Danskerne er tydeligvis ikke i tvivl, og det er jeg glad for. Blot 4 procent af danskerne mener, at mennesker med behov for støtte og ledsagelse i forbindelse med en ferie, selv skal betale lønnen for de medarbejdere som yder den nødvendige hjælp, siger Anni Sørensen.

    Kommuner skærer ned på støtte ved ferie
    Landsformanden mener samtidigt, at danskernes holdning til betalingsspørgsmålet udfordrer den Tilkøbslov, som Folketinget vedtog i 2017. Tilkøbsloven betyder, at botilbud for mennesker med udviklingshæmning og andre handicap kan sælge socialpædagogisk støtte og ledsagelse i forbindelse med ferieture:

    – For mig at se, er den folkelige opbakning til Tilkøbslov beskeden. Det politiske løfte var godt nok, at muligheden for tilkøb ikke måtte undergrave kommunens pligt til at yde ferieledsagelse. Men det er præcis, hvad der er sket. Vi ser for øjeblikket flere kommuner, som skærer ned eller helt fjerner ledsagelse og støtte ved ferie fra kommunens budget, siger Anni Sørensen.

    Christiansborg lovede at gribe ind

    Risikoen for, at kommunerne ville skære ned på ferieledsagelsen, var et af de helt store omdrejningspunkter i diskussionen om Tilkøbsloven. LEV forudså, at kommunerne ville bruge den nye tilkøbsmulighed som en begrundelse for nedskæringer på muligheden for at få ferieledsagelse.

    Men det afviste det politiske flertal bag loven. Og skulle det blive tilfældet, så ville man gribe ind fra Christiansborgs side, lød det fra flere af partierne. Nu er spørgsmålet så om politikerne vil holde deres løfter og gribe ind når kommunerne ikke lever op til deres ansvar, men i stedet sparer på ferieledsagelsen?

    – For at beskytte mennesker med udviklingshæmning mod nedskæringerne på ledsagelse, foreslog vi i LEV, at man indførte et lovbestemt minimumsniveau for ledsagelse i forbindelse med ferie. Det var der desværre ikke politisk opbakning til blandt partierne bag Tilkøbsloven. – Nu står vi med kommunale besparelser, som har store konsekvenser for mennesker med udviklingshæmning Jeg håber sandelig, at politikerne er villige til at leve op til deres løfter om at gribe ind, påpeger Anni Sørensen.

    Partierne som i Folketinget stemte for Tilkøbsloven var Regeringen (V, LA, K), DF, S, ALT og SF.

    Kontakt:

    Formand for Landsforeningen LEV Anni Sørensen tlf.: 2628 3083 email: as@lev.dk

    Politisk konsulent i Landsforeningen LEV Thomas Gruber tlf.: 5180 1680 email: tg@lev.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danskerne-mennesker-med-udviklingshaemning-skal-have-bedre-stottemuligheder-nar-de-skal-holde-ferie?releaseId=13574118