PRM / Povl Anker tilbage til fordums storhed

    Pressemeddelelse fra Molslinjen A/S

    Bornholmslinjen har nu en plan for renoveringen af reservefærgen Povl Anker. Udvendig skal færgen have ny maling næste år, men indvendig skal den trofaste færge også have en overhaling.

    “Povl Anker har fortjent en særlig plads i de bornholmske hjerter, og derfor går vi også i gang med renoveringen med stor respekt for færgens oprindelige udseende”, forklarer Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen.

    Færger har et hårdt liv, hvor der slides kraftigt på gulve og møbler ombord. Derfor vil der i første omgang blive fokuseret på hvileområderne og de andre områder, hvor passagererne opholder sig.

    “Disse områder vil blive renoveret og moderniseret – men med et klart blik på historien”, siger Carsten Jensen.

    Mest markant bliver forandringen, når malerne næste år tager fat på den udvendige renovering. Her bliver Povl Anker ført tilbage til de farver, den blev leveret med i 1978.

    “Vi har lige fra begyndelsen haft lyst til at male Povl Anker i de oprindelige farver. Povl Anker er et flot skib, som vi glæder os rigtigt meget til at se i nye klæder næste år”, siger Carsten Jensen.

    Povl Anker fungerer i dag som reservefærge for hurtigfærgerne på ruten mellem Rønne og Ystad, ligesom den i højsæsonen skal sejle passagerer til Bornholm på ruten fra Sassnitz til Rønne.


    Kontakt:

    PR- og kommunikationschef Jesper Maack tlf.: 20196215 email: jma@molslinjen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/povl-anker-tilbage-til-fordums-storhed?releaseId=13573621