Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune
Forberedelserne til de to valg, som vi skal til inden for den kommende måned, er godt i gang rundt om i kommunerne. Også i Guldborgsund Kommune har der været gang i planlægningen i et godt stykke tid.
Noget af det, som der blandt andet har skullet styr på, har været afstemningsstederne, og her opfordrer Hanne Larsen, der sidder i spidsen for valgplanlægningen i Guldborgsund Kommune, borgerne til at tjekke valgkortet en ekstra gang. Nogle borgere skal nemlig stemme et andet sted end sidste gang.
“Vi har ved europaparlamentsvalget måttet flytte to afstemningssteder. Det gælder Nykøbing Hallen og Øster Ulslev Forsamlingshus. De vælgere skal denne gang stemme på henholdsvis Sophieskolen og i Vester Ulslev Forsamlingshus,” fortæller Hanne Larsen.
Flytningen til Vester Ulslev Forsamlingshus er permanent, og det vil derfor også være der, at man skal stemme til folketingsvalget den 5. juni, mens afstemningsstedet igen er Nykøbing Hallen ved folketingsvalget. Grunden til, at EU-valget er blevet flyttet, er, at der er hundeudstilling i hallen.
Hanne Larsen opfordrer i øvrigt til at holde øje med postkassen den kommende uge. Valgkortene til EU-valget dukker nemlig op i postkassen senest den 21. maj. Har man ikke modtaget valgkortet den 21. maj, kan man kontakte Borgerservice i Guldborgsund Kommune, og så kan man her hjælpe med at udstede et nyt valgkort.
Kontakt:
Kommunikationskonsulent Hanne Gaard Guldager tlf.: Tlf. 2518 0129 email: Mail: hgg@guldborgsund.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/guldborgsund-sorg-for-at-tjekke-dit-afstemningssted-pa-valgkortet?releaseId=13573699








