PRM / Dansk bartender deltager i international bartenderkonkurrence

    Pressemeddelelse fra Bacardí

    Siden 2006 har Bacardi Legacy udfordret bartendere fra hele verden på deres viden og evner i at kreere nogle af verdens mest kreative cocktails, som bliver foreviget i cocktailbøger side om side med kendte cubanske klassikere som Cuba Libre og Mojito.

    I år er Nicklas Jørgensen klar til at nå nye højder, når han den 13. maj repræsenterer Danmark i finalen for den verdenskendte cocktailkonkurrence.

    Cocktail dedikeret til datter
    30-årige Nicklas Jørgensen er efterhånden et velkendt ansigt i Danmarks bartenderkredse. Fra at have arbejdet på Ruby, til selv at åbne baren Helium og være medforfatter på Danmarks første bog om cocktails, “Bartenderens Cocktails”, har Nicklas dedikeret sit et og alt til bartending.

    Bacardi Legacy er ikke Nicklas’ første konkurrence. Men denne gang står der meget mere på spil. Nicklas’ Legacy cocktail “La Luna” er nemlig ikke blot et bevis på hans viden og stolthed som bartender, men også et bevis på hans faderkærlighed. La Luna er nemlig opkaldt efter hans 1-årige datter.

    “Inden jeg overhovedet havde lavet cocktailen, vidste jeg, at den skulle opkaldes efter hende. Hun har været med mig på baren et par gange, og hun elsker lyden af shakeren. Det virkede åbenlyst at dedikere noget, jeg har brugt 13 år af mit liv på, til hende”, siger han.

    Nerverne uden på tøjet

    Nicklas indrømmer, at han ved den Nordiske Bacardi Legacy finale i Stockholm havde nerverne udenpå tøjet, og da dommerne kaldte hans navn op, tog det ham noget tid at reagere:

    “Jeg stod og fik en drink med en fyr fra Sverige, og pludselig siger han: ‘de kalder altså dit navn” siger han.

    Den ultimative udfordring venter nu forude for Nicklas, men Kirsten Holm, ejer af K-bar, spår ham gode chancer:

    “Nicklas er original i sin stil. Han er konkurrencedygtig og jeg tror bestemt, han har en god chance for at vinde.”

    Med Bacardi Legacy vil Nicklas sætte Danmark på cocktailkortet side om side med London, New York og Singapore.

    For yderligere info kontakt:

    Newsha Dalman, tlf nr: 20 40 26 75, mail: nd@brandhouse.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dansk-bartender-deltager-i-international-bartenderkonkurrence?releaseId=13573389