PRM / Samuelsen til Arktisk Råd: bæredygtig økonomisk udvikling er afgørende.

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Udenrigsministeren vil på mødet repræsentere Kongeriget Danmark sammen med Grønland og Færøerne, der vil være repræsenteret ved Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger, og landstyremand for handel og udenrigsanliggender, Poul Michelsen. Ministermødet markerer afslutningen på det finske formandskab for Arktisk Råd. Island vil de næste to år være formand.

    Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

    “Arktisk Råd er det vigtigste forum for det internationale samarbejde om Arktis. Der er stigende geopolitiske interesser på spil i regionen, og det er vigtigt, at vi bidrager til at udbygge samarbejdet og sikre fortsat lavspænding, samtidig med at vi tager hånd om udfordringerne i regionen på en ansvarlig måde.”

    I sit indlæg på ministermødet vil udenrigsministeren understrege vigtigheden af den økonomiske udvikling i Arktis.

    “Den arktiske region er ikke et museum. Det er en region beboet af mennesker, der har krav på den samme bæredygtige økonomiske udvikling som alle andre. Samtidig skal vi selvfølgelig beskytte det sårbare arktiske miljø. Det er en vigtig prioritet for os at finde en fornuftig balance. Derfor har Danmark udarbejdet en analyse om finansieringsmuligheder for små og mellemstore virksomheder i Arktis og vi vil i den kommende tid blandt andet sætte fokus på unge og innovation”, siger udenrigsministeren.

    Udenrigsministeren får også lejlighed til at mødes med den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, for at drøfte aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner. Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

    “Jeg ser meget frem til mit møde med den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo. Først i Finland og dernæst den 9. maj, hvor Pompeo for første gang besøger Grønland. Med sin tilstedeværelse både i Finland og med besøget i Grønland sender Pompeo et klart signal om den vægt, USA tillægger arktiske spørgsmål og samarbejdet med Kongeriget Danmark.”

    Link: Analyse vedr. finansiering i Arktis

    For yderlige information: Danmark: særlig rådgiver Martin Lünell Christensen, 41 53 25 01

    Kontakt:

    Presserådgiver Anne Møller Ege tlf.: +4541532526 email: annemo@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/samuelsen-til-arktisk-rad-baeredygtig-okonomisk-udvikling-er-afgorende?releaseId=13573191