Pressemeddelelse fra Copenhagen Capital A/S
“Danske Bank ønsker at bidrage til den grønne omstilling, ved at understøtte fremskaffelsen af kapital til bæredygtige og miljøfremmende formål” udtaler underdirektør Claus Havn Sørensen, Realkredit Danmark. “Vi forventer, at de grønne realkreditobligationer bliver efterspurgt af investorer med et grønt investeringsmandat, og at vi kan opnå en god finansieringsrente til fordel for kunderne” fortsætter Claus Havn Sørensen.
Copenhagen Capital købte i foråret kontorejendommen Finsensvej 78, 2000 Frederiksberg, der er tegnet af JJW Arkitekterne, der ligeledes benytter ejendommen som domicil. Ejendommen, der blev opført i 2007, er en af de første DGNB Guld-certificerede kontorejendomme bedømt i drift i Danmark.
“Vi er rigtig glade for vores køb af denne ejendom, der giver lejerne et helt fantastisk miljø at arbejde i. JJW Arkitekterne har udviklet noget helt specielt til dem selv, og vi har fået en ejendom, der leverer op til kravene om bæredygtighed, og har tillige givet os mulighed for en attraktiv finansiering gennem Realkredit Danmarks grønne realkreditobligationer” fremhæver administrerende direktør Lars Falster, Copenhagen Capital.
DGNB-certificeringen er en målestok for byggeriets bæredygtighed, hvor der ses på en række kriterier inden for proces, miljø, økonomi, social og teknisk kvalitet, og skaber en enkel og systematisk måde at træffe informerede og bæredygtige valg på. Certificeringsordningen varetages af Green Building Council Denmark.
August Lund, der er bestyrelsesmedlem og aktionær i Copenhagen Capital, arbejder på, at fremme miljørigtige initiativer i de virksomheder han investerer i.
“Virksomheder overser ofte gode bæredygtige investeringer, hvorfor jeg gennem mine investeringer har et særligt fokus på, at disse muligheder udnyttes. Kontorejendommen på Frederiksberg er et eksempel på, hvorledes en bygherre kan bidrage positivt til miljøet ved at tænke bæredygtighed ind i det oprindelige byggeri, hvilket vi nu får glæde af i Copenhagen Capital” udtaler August Lund.
“Det positivt at den finansielle branche også tager initiativer til at understøtte de nødvendige klimaforbedringer gennem attraktive finansieringsmuligheder ved udstedelse af grønne obligationer. Der er en lang række af professionelle investorer, der efterspørger bæredygtige investeringsmuligheder, og vi kommer i større omfang til at se, at investorerne stiller krav hertil” supplerer August Lund, der tillige er medejer af COFOCO restauranterne, hvor der tænkes bæredygtighed ind i alle processer.
Copenhagen Capital er et børsnoteret ejendomsselskab, hvis aktivitet er investering i bolig- og erhvervsejendomme i København. Koncernen har et specialiseret ejendomsteam med solid erfaring i køb, drift og udvikling af ejendomme. Selskabet optimerer løbende sin ejendomsportefølje, der har en balance på ca. ½ mia. kr., og er aktuelt i gang med opførsel af 18 ungdomsboliger på Nørrebro, hvor der etableres solceller på taget.
Med venlig hilsen
Copenhagen Capital A/S
Administrerende direktør Lars Falster
Telefon: +45 70271060
Email:
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/copenhagen-capital-har-hjemtaget-de-forste-gronne-realkreditobligationer?releaseId=13572994