PRM / GOD AFTALE OM SENIORPENSION ER IKKE NOK

    Pressemeddelelse fra Dansk Socialrådgiverforening

    Sådan lyder reaktionen fra Dansk Socialrådgiverforening på den aftale om seniorpension, som regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale præsenterede i dag.

    – Mennesker, der efter mange år på arbejdsmarkedet er fysisk eller psykisk nedslidt, skal have mulighed for at trække sig tilbage. Denne aftale er en forbedring af den nuværende ordning, siger socialrådgivernes formand, Mads Bilstrup.

    Han påpeger dog, at pensionsalderen stadig vil stige i fremtiden – også for nedslidte.

    – Flere end i dag vil formentlig kunne få seniorpension, men partierne fastholder jo den stigende pensionsalder. Det betyder, at vi alle sammen, også de nedslidte, skal blive længere tid på arbejdsmarkedet i fremtiden, siger han.

    For socialrådgiverne er det helt afgørende, at vurderingen af den enkeltes arbejdsevne bliver uafhængig af kommunernes økonomi. Derfor glæder formanden sig også over, at politikerne bag aftalen vil lave en analyse af, hvordan man kan sikre netop det.

    – De siger jo klart og tydeligt, at mennesker, der har brug for en seniorpension, skal have det, uanset om kommunekassen er fyldt eller slunken. Det er godt, og vi vil holde godt øje med, at vurderingen bliver reelt uafhængig, siger Mads Bilstrup.

    Han understreger, at det også bør gælde behandlingen af sager om førtidspension generelt.

    – Desværre er det stadig for svært at få almindelig førtidspension. Der er alt for mange syge mennesker på kontanthjælp og alt for store forskelle på vurderingerne kommunerne imellem. Derfor vil jeg kraftigt opfordre politikerne til også at arbejde for en uafhængig vurdering af arbejdsevnen blandt mennesker, der ikke er i målgruppen for seniorpension, siger Mads Bilstrup.

    Det er kommunernes pensionsnævn, der træffer beslutningen om førtidspension, og Mads Bilstrup får stadig mange henvendelser fra socialrådgivere i hele landet, som er forargede over, at politikerne endnu ikke har lempet reglerne

    – Vi har i årevis opfordret politikerne til at lempe reglerne og sikre, at kommunerne tænker på mennesket frem for økonomien. Jeg håber, det lykkes efter et valg, siger han.

    Kontakt:

    Journalist Bjarke Hartmeyer Christiansen
    26 27 99 14

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/god-aftale-om-seniorpension-er-ikke-nok?releaseId=13573054