Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
Havørreder, pighvar og slethvar. Det er nogle af de fiskearter undervandsjægere fanger i de danske farvande, men en ny EU-fiskeriforordning kan skabe markante begrænsninger i undervandsfiskeriet og det får nu fiskeriminister, Eva Kjer Hansen, til at komme med en direkte opfordring til EU’s fiskerikommissær, Karmenu Vella.
“Fra dansk side mener vi, at reglerne for undervandsjagt skal fastsættes nationalt eller regionalt ud fra konkrete beskyttelseshensyn. Den holdning har jeg stadig, og derfor har jeg sendt Karmenu Vella en klar opfordring om at tilpasse reglerne til dette i den nærmeste fremtid,” lyder det fra fiskeriminister, Eva Kjer Hansen, i et brev til EU’s fiskerikommissær.
Helt konkret forbyder den nye EU-forordning undervandsjagt med harpuner og håndholdt spyd. Forbuddet gælder døgnet rundt ved brug af iltflasker og fra solnedgang til solopgang uden iltflasker. Det er en del af en større revision af EU’s forordning om tekniske regler for fiskeriet i EU-farvande, og baggrunden er først og fremmest beskyttelsen af truede fiskearter i Middelhavet.
“Reglerne for undervandsjagt er en del af det samlede regelsæt, der regulerer alt fiskeri i EU, og som handler om, hvor, hvordan og hvornår fiskerne må fiske. Undervandsjagt er et lille hjørne i en omfattende forordning, og den forordning trængte gevaldigt til en modernisering. Moderniseringen af reglerne var nødvendigt, så de bedre afspejler fiskeriet, som det ser ud i dag, men jeg må konstatere, at vi ikke fik indfriet vores ønsker i forhold til undervandsjagt,” konstaterer Eva Kjer Hansen.
Danmark har gennem forhandlingsforløbet aktivt arbejdet for, at forbuddet mod undervandsjagt med harpun blevet taget ud af forordningen, eller at en eventuel beslutning om at fastsætte regler for undervandsjagt blev overladt til de enkelte medlemslande eller regioner.
Forordningen ventes formelt vedtaget af Rådet den 6. juni, hvorefter den offentliggøres og forventeligt træder i kraft i begyndelsen af juli.
FAKTA:
- Den nuværende forordning om tekniske bevarelsesforanstaltninger i blandt andet Nordsøen er fra 1998. Den er blevet ændret mange gange siden.
- Tekniske bevarelsesforanstaltninger vedrører blandt andet udformningen af fiskeredskaber, maskestørrelser, mindstemål for fisk, lukkede områder til beskyttelse af gydeområder og ungfisk m.v.
- Den nye forordning skal tage højde for den seneste reform af den fælles fiskeripolitik fra 2013.
For mere information, kontakt:
Presserådgiver Morten Kaus, mail: , tlf.: 2053 1704
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/undervandsjagt-fiskeriminister-sender-klar-opfordring-til-eus-fiskerikommissaer?releaseId=13572670








