Pressemeddelelse fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet
Danmarks klimaindsats skal være langt mere ambitiøs, hvis kommende generationer ikke skal stå med massive udfordringer i fremtiden. Og indsatsen skal være både national og international. Sådan lyder hovedanbefalingerne i Ungeklimarådets første bud på, hvordan, og i hvilket tempo, vi skal løse klimaudfordringerne. Rådet har i dag overrakt deres anbefalinger til klimaministeren.
“Jeg er begejstret for allerede nu at modtage de første initiativer fra Ungeklimarådet. Jeg sagde til dem, da vi mødtes første gang, at jeg forventede mig meget af dem. Og jeg skal love for, at de har indfriet den forventning, selvom de ikke har haft lang tid. Det ser ud til at være nogle spændende idéer og forslag, som de unge er kommet med,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Rådet har både givet generelle anbefalinger og haft fokus på fødevareinitiativer, der kan styrke klimaindsatsen både i forhold til forbrug, måltider og produktion.
“Jeg mener, det er rigtig set af rådet, at der kan gøres yderligere for klimaet i forhold til fødevarer – især i forhold til at gøre det nemmere for danskerne at tage det klimavenlige valg, når de er ude med indkøbskurven. Det er noget, som regeringen allerede har taget fat på, men som jeg ser frem til at arbejde videre på sammen med Ungeklimarådet,” siger Lars Chr. Lilleholt (V).
Ministeren forklarer videre, at han ser frem til at gå mere i dybden med Ungeklimarådets anbefalinger, og at han vil anvende dem i arbejdet med en ny klimalov.
“Jeg vil inddrage rådets anbefalinger i forbindelse med arbejdet med en ny klimalov. Jeg vil blandt andet tage anbefalingerne med til folkehøringen om klimaloven i efteråret, så et bredt udsnit af danskerne kan diskutere de konkrete anbefalinger. Regeringen og jeg mener nemlig, at det er vigtigt at lytte til og inddrage så mange danskere som muligt i arbejdet med en ny klimalov,” siger Lars Chr. Lilleholt (V).
Ungeklimarådet er i alt kommet med 11 generelle anbefalinger og seks fødevarepolitiske anbefalinger.
Fakta:
11 generelle anbefalinger
6 fødevarepolitiske anbefalinger
Se mere om anbefalingerne .
Kontakt:
Presserådgiver Lasse Bendtsen, M: 4172 3884, lasab@efkm.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ungeklimaradet-overraekker-de-forste-anbefalinger-til-klimaministeren?releaseId=13572672








