PRM / Djøf: Positivt med en stærkere indsats for et sundt arbejdsmiljø

    Pressemeddelelse fra Djøf

    – Fysisk og psykisk nedslidning er et reelt problem for alt for mange på det danske arbejdsmarked. Det harmonerer ikke med de politiske aftaler om en stadig stigende pensionsalder. Derfor er det godt og indlysende rigtigt, at et stort flertal i Folketinget nu forlader mange års markante nedskæringer på arbejdsmiljøindsatsen og i stedet styrker Arbejdstilsynets arbejde med 460 millioner kroner frem til 2022, siger Henning Thiesen, formand for Djøf.

    Han hæfter sig ved, at aftalen også indeholder et mål om et skærpet fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Her er det aftalt, at indsatsen får sin egen bekendtgørelse, så reglerne bliver tydeligere og dermed nemmere at anvende på de enkelte arbejdspladser. Det var også en af anbefalingerne fra regeringens ekspertudvalg om, hvordan man kan styrke arbejdsmiljøindsatsen.

    – Der er brug for klare regler om psykisk arbejdsmiljø, der kan sikre en mere systematisk indsats i forhold til f.eks. forebyggelse af stress og psykisk nedslidning. Knap halvdelen af de erhvervsaktive djøfere oplever at være stresset i hverdagen, hvilket er alarmerede mange. Samme tendens ser vi for andre faggrupper. Derfor er det nødvendigt med et nyt fokus på, hvordan man som leder og medarbejder håndterer krydspresset mellem tid, opgaver og ressourcer, siger Henning Thiesen.

    Djøf er glad for, at det er et meget bredt flertal i Folketinget, der står bag den nye aftale.

    – Uanset hvor de igangværende forhandlinger om en ændring af seniorførtidspensionen lander, og hvordan det går med forslagene om differentieret pensionsalder, er der brug for et styrket fokus på, hvordan man forebygger, at mennesker bliver slidt ned, så de bevarer deres erhvervsevne helt frem til pensionsalderen. Jeg håber, at den nye politiske aftale om Arbejdstilsynet kan bane vej for brede politiske aftaler, der kan sikre ro og holdbare politiske løsninger om vores pensionsvilkår og arbejdsmiljø, slutter Henning Thiesen.

    Henning Thiesen træffes for yderligere kommentarer ved henvendelse til pressechef Torben Gross, tlf. 21 49 01 73.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/djof-positivt-med-en-staerkere-indsats-for-et-sundt-arbejdsmiljo?releaseId=13572592