PRM / Positivt regnskabsresultat for 2019

    Pressemeddelelse fra Furesø Kommune

    Borgmester Ole Bondo Christensen (A) finder resultatet tilfredsstillende.

    “Vi har et samlet budget på over 2,5 milliarder kroner, og det er derfor meget tilfredsstillende, at det er lykkedes os at holde driftsudgifterne i ro. Det er vigtigt, at vi har styr på økonomien når vi ser ud i fremtiden med demografiske udfordringer og uafklarede spørgsmål vedr. udligning og statstilskud”, udtaler Ole Bondo Christensen.

    På en række områder er kommunens økonomi blevet bedre. Det er blandt andet på beskæftigelsesområdet, hvor kommunen har reduceret udgifterne med 8 millioner kroner. Det er samtidig lykkedes at nedbringe udestående på restancer med ligeledes 8 millioner kroner blandt andet gennem en nedbringelse af tilgodehavender på ejendomsskatter og boligstøtteområdet.

    Kommunaldirektør Christine Brochdorf er glad for, at forvaltningens konstante fokus på styring af økonomien har sat så tydelige aftryk i regnskabet for 2018.

    “Vores medarbejdere og ledere gør et stort arbejde for at holde styr på økonomien. Vi kan være stolte af regnskabets resultat, og at Furesøs økonomi følger budgetterne så flot”, fortæller Christine Brochdorf.

    Regnskabet bærer også præg af, at Furesø har en række store investeringer i nye og eksisterende anlæg (fx nye daginstitutioner og renovering af skoler) som følge af flere borgere i kommunen. Med et så ambitiøst anlægsprogram er det ikke usædvanligt, at der overføres midler fra det ene år til det næste. I år bliver der derfor overført 84 millioner kroner fra 2018 til 2019/2020.

    “I disse år bliver der investeret i daginstitutioner, skoler og plejecentre, og det kræver en robust økonomi. Derfor har vi taget initiativ til langsigtede analyser, som skal visualisere, hvordan kommunen kan se ud om 20 år. Analyserne vil give os et grundlag for at træffe beslutninger, som sikrer en kontrolleret og økonomisk ansvarlig udvikling fremover.” Udtaler 2. viceborgmester Lars Carstensen (C).

    Et af de redskaber, som Furesø Byråd tager i brug i udviklingen af kommunen er en analyse af fremtidens Furesø i 2030. Analysen bliver udført i første halvdel af 2019 og forventes at spille ind i den videre budgetproces for 2020 og som forberedelse til en kommende ny kommuneplanstrategi.

    Regnskabet blev godkendt af byrådet den 24. april, og skal nu videre til revisorerne, så det endeligt ligger klar i juni 2019.

    Kontakt:

    Ole Bondo Christensen (A), borgmester, tlf.: 7216 5200
    Lars Carstensen (C), 2. viceborgmester, tlf.: 7216 3997
    Christine Brochdorf, kommunaldirektør, tlf.: 7216 5100
    Kommunikation, kommunikation@furesoe.dk, tlf.: 7235 4012

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/positivt-regnskabsresultat-for-2019?releaseId=13572480