Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri
På et temamøde den 7. maj mødes en lang række af byggebranchens forskellige aktører for at tage første spadestik til en ny handlingsplan, der skal styrke den måde, man anvender digitale arbejdsmetoder. Bag initiativet står Dansk Byggeri sammen med BLOXHUB, InnoByg – BUILD 4.0 og MOLIO.
Ministerens strategi skal omsættes til handling
Afsættet for arbejdet med handlingsplanen er Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesens udspil til ny strategi for det digitale byggeri. Deltagerne på temamødet skal blandt andet drøfte, hvordan strategien kan blive omsat til handling, der reelt løfter niveauet for digitalisering. Og hvordan man kan sikre, at byggeriets mange forskellige aktører kan anvende data på tværs og til gavn for alle.
– Det er spørgsmål, vi sætter til debat og søger svar på ved temamødet. Den nye strategi skal gerne omsættes til en række konkrete handlinger for at den rykker branchen. Og der skal fokus på, hvordan data om bygninger kan udnyttes effektivt på tværs af byggeriets forskellige aktører. Hvis strategien skal flytte noget, er det vigtigt, at alle aktører i værdikæden får ejerskab, og at de deltager aktivt, når handlingsplanerne skal føres ud i livet, siger direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri, der er en af initiativtagerne til temamødet
Samarbejde og fælles inspiration
Debatten på temamødet kommer blandt andet til at tage udgangspunkt i erfaringerne fra en række store konkrete byggeprojekter som for eksempel det nye supersygehus i Nordsjælland, hvor digitalisering og avanceret ny teknologi er en naturlig del af byggeriet.
– Vi kan lære meget af hinanden. Og i modsætning til tidligere, hvor aktørerne hver for sig satsede på løsninger, der optimerede deres del af produktionen, uden skelen til hvad der var hensigtsmæssigt for de andre aktører, er tiden nu inde til at samarbejde. Vi skal inspirere hinanden og udvikle løsninger, der gavner hele vejen rundt, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.
Temamødet afholdes tirsdag den 7. maj, kl 14.00 – 16.30 på BLOXHUB, Fæstningens Materialgård i København. Pressen er velkommen.
Kontakt:
Direktør Michael H. Nielsen, mhn@danskbyggeri.dk, telefon 20 28 52 64
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/temamode-skal-sikre-digitalt-loft-af-byggebranchen?releaseId=13571966








