PRM / Gode indspark fra stresspanelet

    Pressemeddelelse fra Lederne

    – I dag mangler lederne alt for ofte sparring og rådgivning fra sundhedspersonale og jobcenter til, hvordan de bedst hjælper en stressramt medarbejder til at komme på ret køl og tilbage på jobbet. Derfor er vi helt enige med Stresspanelet i, at kommunerne skal sikre en koordineret indsats mellem stressramte medarbejdere, arbejdspladser, den praktiserende læge og de forskellige kommunale instanser.

    Sådan siger Lars Andersen, arbejdsmiljøchef i Lederne, som reaktion på de anbefalinger, som regeringens stresspanel i dag har offentliggjort. Han kalder det også meget fornuftigt at få udviklet en faglig vejledning for, hvordan de praktiserende læger skal forebygge og behandle stress.

    Lars Andersen mener også, det er en helt rigtig tanke, når Stresspanelet vil klæde børn og unge bedre på til at håndtere livet, eksempelvis ved at sætte “livsmestring” på skemaet på uddannelsesinstitutionerne.

    – Lederne oplever, at unge i dag har sværere ved at navigere i de forandringer og den travlhed, som de uvægerligt – som alle andre – ind i mellem møder i livet og arbejdslivet. Derfor er det en rigtig god idé, at unge under deres uddannelse lærer at træne mental sundhed og håndtere forandringer, forstyrrelser og forventninger. Det handler både om konkret viden og redskaber til at “være” i en arbejdslignende situation, der kræver planlægning, prioritering og samarbejde – også i pressede situationer, siger Lars Andersen.

    Alle har gavn af fleksibilitet

    Lars Andersen er derimod meget skeptisk over for Stresspanelets anbefaling om, at medarbejdere skal være utilgængelige uden for normal arbejdstid. Lederne mener i stedet, at ledere og medarbejdere løbende skal drøfte, hvordan og hvornår det forventes, at medarbejderne er til rådighed på mail eller telefon.

    – Forbud eller rigide regler er ikke vejen frem, fordi både virksomheder og medarbejdere har gavn af fleksibiliteten. Mange medarbejdere er jo for eksempel glade for, at de kan gå tidligt nogle dage for at hente børn, mens de så til gengæld arbejder nogle timer om aftenen eller i weekenden. Den fleksibilitet skal vi bevare, siger Lars Andersen.

    Han slår fast, at Lederne naturligvis står til rådighed, hvis regeringen eller Folketinget ønsker dialog om, hvordan stressindsatsen kan forbedres set fra de danske lederes perspektiv.

    Kontakt:

    Søren Kudahl, pressechef i Lederne
    2338 4211
    sku@lho.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/gode-indspark-fra-stresspanelet?releaseId=13572002