Pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Lægemanglen har ramt hele landet, også Furesø. Kommunens borgerservice melder nu, at samtlige 23 læger med praksis har lukket for tilgang af flere borgere. Allerede i efteråret rettede udvalgsformand Matilde Powers (A) henvendelse til Region Hovedstaden for at gøre opmærksom på problemet.
“Vores borgere har i længere tid oplevet, at det har været svært at få tildelt en læge her i Furesø, og det bliver vi selvfølgelig nødt til at reagere på. Det kan være meget utrygt, hvis man ikke ved hvilken læge, man kan henvende sig til især i helbredssituationer, hvor man kan være særlig sårbar,” fortæller Matilde Powers.
I et brev til Region Hovedstaden gjorde Furesø Kommune opmærksom på problemet i november sidste år. Problemet er blandt andet, at de beregninger, som regionen lægger til grund for antallet af patienter i kommunen, ikke matcher det faktiske antal borgere i kommunen. Samtidig kan Furesø se frem til flere borgere i de kommende år i takt med, at nybyggede boliger tages i brug.
Flere læger på vej
Nu ser det imidlertid ud til, at der er udsigt til flere læger i Furesø.
“Vi har fået en tilbagemelding fra regionen om, at de på et udvalgsmøde efter påske forventer at tildele Furesø Kommune 1-2 ekstra ydernumre, som betyder, at vi kan tilbyde flere læger en praksis i kommunen. Det er glædelige nyheder,” siger Matilde Powers.
Furesø Kommune håber at man fremover kan have en endnu tættere dialog med regionen om tildelingen af lægepraksisser blandt andet set i lyset af det stigende befolkningstal.
Kontakt:
Matilde Powers (A), formand for udvalg for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv, tlf. 7216 5646
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laeger-har-lukket-for-adgang-i-fureso?releaseId=13571132








