PRM / Hvorfor styrtdykker aktieindekserne pludseligt?

    Pressemeddelelse fra Danmarks Frie Forskningsfond

    Mere end halvdelen af alle aktiehandler i Danmark og mere end 80 procent af aktiehandlerne i USA foretages af lynhurtige algoritmer, som i løbet af millisekunder kan købe og sælge aktier. Højfrekvente traders kaldes de.

    De tjener kun få dollars pr. handel. Til gengæld kan de lave tusindvis af handler på en dag.

    De højfrekvente traders spiller en vigtig rolle i forhold til at sikre konstant likviditet på verdens børser. Samtidig er de mistænkt for at forårsage pludselige styrtdyk i aktieindekser, såkaldte flash crashes, som kan koste dyrt for almindelige mennesker.

    Det skriver Danmarks Frie Forskningsfond.

    I 2010 skabte et pludseligt dyk på næsten 10 procent på Dow Jones indekset panik på Wall Street. Alle handler blev standset i nogle sekunder, og efter 20 minutter havde indekset genvundet sin værdi. Ingen forstod rigtigt, hvad der var sket.

    – Problemet er, at det skaber enorm usikkerhed. Hvis du står som for eksempel pensionskasse og har en regel om, at dine aktier ikke må falde under et vist niveau, så vil du skynde dig at sælge ved sådan et crash. Men efter kort tid har kursen rettet sig igen, og du har tabt en masse penge, forklarer postdoc på Northwestern University i Chicago Martin Thyrsgaard.

    I sit nye forskningsprojekt skal han nærstudere, hvordan prisudvikling og risici påvirkes af de aktører, der er aktive på markedet.

    Han skal bruge data om samtlige aktiehandler, som bliver noteret meget præcist med tidspunkt og pris på verdens børser, og som siden midten af 1990’erne er blevet tilgængelig for forskere.

    Målet er at udvikle en statistisk metode, som kan vise, hvornår de højfrekvente traders begynder at opføre sig “unormalt” og måske er på vej til at forårsage et flash crash.

    Det vil gøre det muligt at gribe ind med forebyggende foranstaltninger tidligere og undgå de pludselige fald.

    Martin Thyrsgaard skal også undersøge variationer i aktiepriser i løbet af dagen.

    – Man ser typisk, at priserne varierer meget om morgenen, lige når børserne åbner og ofte også om aftenen, når de skal til at lukke. Der er dog en del variation i det mønster, og det er uvist præcis, hvad der driver dette, siger han.

    Ifølge ham er spørgsmålet derfor, om det skyldes hændelser ude i verden eller måden, vi har struktureret markedet på?

    Martin Thyrsgaard håber, at hans forskningsprojekt vil skabe et bedre grundlag for politikere og børser til at vurdere, hvordan man bedst strukturerer og regulerer aktiemarkederne, så man undgår den store usikkerhed og høje risici.

    Kontakt:

    Pressemedarbejder Mikkel Linnemann Johansson, 72 31 89 31, mljo@ufm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hvorfor-styrtdykker-aktieindekserne-pludseligt?releaseId=13570645