PRM / Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse afsætter 10 mio. kr. til at hjælpe Brexit-ramte SMV’er

    Pressemeddelelse fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

    Danmark er en lille, åben økonomi, og danske virksomheders eksport og internationale samhandel har derfor stor betydning for Danmarks vækst og velstand. Det internationale marked er dog i stigende grad præget af usikkerhed, ikke mindst på grund af det forestående Brexit.

    Storbritannien er Danmarks fjerde største eksportmarked, og godt 2.500 danske SMV’er eksporterer til landet. Samtidig har mange danske virksomheder en del af deres forsyningskæde i Storbritannien eller medarbejdere på midlertidige ophold i landet.

    Derfor afsætter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu 10 mio. kr. til en indsats for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at håndtere Brexit. Gennem specifikke og virksomhedsnære tiltag skal indsatsen bidrage til, at den enkelte SMV får input til, hvordan virksomheden kan håndtere markedsusikkerheden, der følger af bl.a. Brexit.

    Medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Dorte Zacho Martinsen:

    De danske SMV’er er klar over, at der følger en række udfordringer i kølvandet på Brexit. Det, de har brug for nu, er reel rådgivning og sparring omkring, hvad de så skal gøre ved det. De har brug for nogle, som kan svare på deres konkrete spørgsmål. Det er det tilbud, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse ønsker at give dem.”

    Regeringen, offentlige myndigheder og en række brancheorganisationer har allerede iværksat en bred vejlednings- og informationsindsats, der har identificeret virksomhedernes udfordringer og behov som følge af Brexit. Den kommende SMV-rettede indsats bygger oven på de hidtidige tiltag.

    Indsatsen

    Med afsæt i Strategi for decentral erhvervsfremme 2019 udmønter Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse op til 10 mio. kr. til at understøtte SMV’ers afklaring og håndtering af konsekvenserne ved Brexit. Indsatsen forventes forankret hos en operatør og vil indeholde tilbud om inddragelse af eksterne rådgivere med 1:1-rådgivning til virksomheder, men kan også indeholde andre tiltag af mere kollektiv karakter, fx bredere informationsindsatser eller kompetenceudvikling.

    Fakta

    Ansøgere (potentielle operatører) skal benytte det elektroniske ansøgningsskema, der findes her: https://erhvervsfremmebestyrelsen.dk/indsatsomraade-brexit-smaa-og-mellemstore-virksomheder

    Fristen for at indsende ansøgning er onsdag den 1. maj 2019 kl. 12.00.

    Det forventes at afsætte midler til ét større projekt forankret hos en operatør, evt. et konsortium, maksimalt til to projekter.

    Ansøgninger forventes behandlet på mødet i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse den 26. juni 2019, hvorefter ansøgere vil blive meddelt tilsagn eller afslag.

    Kontakt

    Hvis du er potentiel operatør og vil vide mere om den kommende indsats, herunder hvordan du søger, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Tonny Danielsen på telefon 3529 1434 eller mail tondan@erst.dk. Du kan også kontakte fuldmægtig Jakob Leth på telefon 3529 1209 eller mail jaklet@erst.dk.

    Du kan læse mere om indsatsen i ansøgningsmaterialet, der findes her:

    https://erhvervsfremmebestyrelsen.dk/sites/default/files/media/smver_og_brexit_-_annoncering_-_2019_-_hjemmesiden.pdf

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-erhvervsfremmebestyrelse-afsaetter-10-mio-kr-til-at-hjaelpe-brexit-ramte-smver?releaseId=13570127