Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri
– Det var også på tide, at politikerne fik givet hinanden håndslag på at gøre noget ved trafikken i Nordsjælland. Det har vi ventet på længe. Så jeg er en glad mand i dag, for nu er der heldigvis udsigt til, at vi kan få sat skub i trafikken og ikke evig og altid skal spilde tiden på at holde i kø, siger formand for Dansk Byggeri Nordsjælland, Jørgen Simonsen.
Regeringen og Dansk Folkeparti er netop blevet enige om at investere over 110 milliarder kroner i infrastrukturprojekter i perioden 2021 til 2030. Her bliver Nordsjælland tilgodeset med byggeriet af tredje etape af Frederikssundmotorvejen, hvor første fase efter planen skal sættes i gang i 2022, en udvidelse af Hillerødmotorvejen, M3 til Ring 4 i begge retninger, samt en opgradering af Hillerødmotorvejens forlængelse.
– Det er jo ikke, fordi man skal lede efter hår i suppen, men jeg havde alligevel håbet, at de ville sætte motorvejsprojekterne i Nordsjælland i gang med det samme. Det er nødvendigt med en trafikal opgradering i vores lokalområde, og derfor er der ingen grund til at spilde tiden. Det handler bare om at komme i gang og få høstet de samfundsgevinster, som vi får, ved at trafikken glider. For selvom der kun er to år til de går i gang med det første projekt, tager det endnu længere tid, inden vejene står klar til at lette presset i trafikken. Så vi kommer til at holde i kø i mange år endnu, siger Jørgen Simonsen, formand for Dansk Byggeri Nordsjælland.
Kontakt:
Formand for Dansk Byggeri Nordsjælland, Jørgen Simonsen, telefon 40 50 26 40
Regionskonsulent for Dansk Byggeri Nordsjælland, Niels Tolstrup, telefon 20 65 98 40
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/endelig-kommer-der-mere-motorvej-til-nordsjaelland?releaseId=13570275








