PRM / Stor interesse for at blive domsmand og nævning

    Pressemeddelelse fra Lolland Kommune

    Ud af de 287 ansøgere har Grundlisteudvalget i Lolland Kommune i dag udvalgt 149 til grundlisten.

    “Vi står i den heldige situation, at vi denne gang ikke mangler interesserede borgere til grundlisten. Tværtimod har vi modtaget så mange ansøgninger fra gode kandidater, at det har været svært at vælge. Jeg er selvfølgelig rigtig godt tilfreds med, at informationskampagnen har båret frugt, og jeg værdsætter, at der i vores kommune er så stor en lyst og vilje til at engagere sig i den vigtige samfundsopgave. Alle ansøgerne skal have mange tak for interessen,” siger formand for grundlisteudvalget Leif Utermöhl.

    Grundlisteudvalget har nu sammensat en liste med borgere, som egner sig til at virke som domsmænd og nævninge. Derudover har de i udvælgelsen taget hensyn til kravet om, at listen skal udgøre et bredt sammensat udsnit af Lolland Kommunes befolkning i forhold til køn, alder og etnicitet. Det har ikke været et problem, da der er kommet tilpas mange ansøgninger fra alle befolkningskategorier.

    Grundlisten skal senest 1. april 2019 sendes videre til Østre Landsret, der foretager en vurdering af, hvilke ca. 120 personer der skal med på den endelige liste.

    Alle ansøgere vil få direkte besked om, hvorvidt de er optaget på listen eller ej. En optagelse på listen betyder, at man er med i lodtrækningen, når der skal findes domsmænd eller nævninge til retssager ved de danske domstole. Der er derfor ingen garanti for, at man bliver udpeget, selvom man står på listen.

    Læs mere om at være lægdommer og kriterierne for at blive det på domstolens hjemmeside.

    Kontakt:

    Leif Utermöhl
    Formand for Grundlisteudvalget og medlem af byrådet, Lolland Kommune
    Tlf. 20 25 92 45

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stor-interesse-for-at-blive-domsmand-og-naevning?releaseId=13570036