Pressemeddelelse fra Røde Kors
Regeringen har deklareret “State of Disaster”, og Røde Kors i Malawi og Røde Kors i Danmark er i fuld gang med hjælpearbejdet.
Det er blandt andet Shire-floden, der er løbet over sine bredder, hvilket har medført de massive oversvømmelser.
“Det har regnet helt utroligt meget i flere dage. Vi kunne måle på vandstanden i floderne, at der var en oversvømmelse på vej, men vi kunne ikke forudsige præcis, hvilke områder der ville blive ramt,” siger Kirstine Primdal, der er Røde Kors i Danmarks faste udsendte i Malawi.
Folk søgte tilflugt i træerne
Røde Kors har hold med professionelle og frivillige livreddere, der allerede i dagevis har arbejdet for at redde folk fra vandmasserne:
“De fortæller, hvordan de har sejlet rundt og samlet folk op, der var kravlet op i træer for at undslippe vandmasserne,” siger Kirstine Primdal.
Derudover handler den første hjælp om at skaffe husly, rent vand og mad til de mennesker, der er ramt af oversvømmelserne, og som nu er samlet på forskellige evakueringscentre. Her deler Røde Kors nødhjælp ud i form af tæpper, spande, sæbe, mad og andet.
Der er fortsat områder af landet, hvor nødhjælpere ikke har kunnet komme frem. Derfor er der endnu ikke noget samlet overblik over, hvor slemt det står til, og hvor mange mennesker, der er ramt af katastrofen.
Røde Kors frygter, at antallet af dræbte og folk, der må evakueres, vil stige drastisk i de kommende dage, i takt med at der kommer rapporteringer ind fra de ramte områder.
Hurtig respons fra Røde Kors
Malawi Red Cross Society og Røde Kors i Danmark var hurtigt på pletten, da katastrofen indtraf. Allerede inden katastrofen var der frivillige ude for at advare landsbysamfund mod den kommende oversvømmelse.
Det skyldes, at Røde Kors i Danmark havde indsamlet data om vejret og vandstanden i floderne frem mod det voldsomme regnvejr, der har forårsaget oversvømmelserne.
“Flere af de områder, hvor vi også har langsigtede projekter, er blevet ramt af oversvømmelserne. Der har vi været i stand til at reagere hurtigt og gå i gang med hjælpearbejdet, fordi vores set-up allerede var på plads,” siger Kirstine Primdal fra Røde Kors i Malawi.
Lige nu er den store udfordring for Røde Kors at skaffe penge til at kunne udføre det nødvendige livreddende arbejde for de mange ramte mennesker.
Aktuelle tal:
468.650 er ramt af katastrofen
Mindst 30 er døde
Mindst 377 sårede
Tallene er fra Malawis Department of Disaster Management
Kontakt til Røde Kors i Malawi via Røde Kors’ pressetelefon: 35299699
Kontakt:
For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:
3529 9699
Røde Kors.dk/presse
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/flere-end-468000-ramt-af-voldsomme-oversvommelser-i-malawi?releaseId=13570028








