PRM / Mange kan få mere ud af pensionsopsparingen

    Pressemeddelelse fra PensionDanmark

    Håndværkere, lastbilchauffører, rengøringsassistenter og andre
    PensionDanmark-medlemmer satte i 2018 ny rekord. Samlet indbetalte de over 180 mio. kroner mere til deres arbejdsmarkedspension, end deres arbejdsgivere allerede indbetalte. Dermed sparer de op uden at betale administrationsomkostninger flere steder.

    Men mange lønmodtagere snyder stadig sig selv for ekstra økonomisk sikkerhed i pensionistlivet, fordi de betaler mere for at spare op, end de behøver. Omkring 40 procent af PensionDanmarks medlemmer betaler således også omkostninger for
    sideløbende at spare op til pension gennem deres bank.

    “Selv tilsyneladende små forskelle i omkostninger kan over tid betyde rigtig meget for dine økonomiske muligheder, når du ikke arbejder længere. Derfor er det vigtigt at overveje konsekvenserne af omkostningerne, når du beslutter, hvor du vil spare op,” lyder rådet fra Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.

    Store beløb at hente
    En beregning fra PensionDanmark viser, at alene forskellen i omkostninger gør, at man kan spare ca. 85.000 kroner mere op til sin pension, hvis man over 30 år

    indbetaler 1.000 kr. om måneden i et typisk arbejdsmarkedspensionsselskab i stedet for at lægge samme beløb til side i en gennemsnitlig investeringsforening via banken.

    Gevinsten består af renters-rente-effekt ved, at pengene går til opsparing og løbende giver et afkast i stedet for at gå til højere omkostninger og gebyrer. Desuden har
    arbejdsmarkedspensionerne faste og lavere administrationsomkostninger, der ikke stiger med størrelsen på opsparingen.

    PensionDanmark er medlemsejet og tjener ikke selv penge, hvis medlemmer samler deres opsparing på arbejdsmarkedspensionen. Men budskabet er alligevel vigtigt for Torben Möger Pedersen:

    “Det enkelte medlem får mere ud af sin opsparing, og det er dét, der betyder noget for os.”

    Flere vælger hvert år at indbetale ekstra på arbejdsmarkedspensionen. I 2018
    betalte mere end 15.000 medlemmer over 180 millioner kroner ekstra ind på
    pensionsopsparingen hos PensionDanmark. Det udgør en betragtelig stigning siden 2014, hvor mindre end halvt så mange medlemmer indbetalte under 50 mio. kr. for at spare ekstra op til tiden efter arbejdslivet. Stigningen i ekstra indbetalinger gælder også for de yngre medlemmer, der har flere år tilbage på arbejdsmarkedet.

    Så meget mere sparer du op

    Gevinst ved at spare op i arbejdsmarkedspensionsselskab i stedet for i banken
    Opsparing pr. måned10 år20 år30 år40 år48 år
    1.000 kr.7.141 kr.32.776 kr.84.864 kr.174.076 kr.281.591 kr.
    2.000 kr.14.282 kr.65.553 kr.169.729 kr.348.152 kr.563.183 kr.
    3.000 kr.21.423 kr.98.329 kr.254.593 kr.522.228 kr.844.774 kr.
    Beregningen er foretaget med udgangspunkt i de investeringsomkostninger, som et medlem betaler i PensionDanmark på 0,44 procent i sammenligning med de samlede omkostninger på 1,50 procent, der skal betales i en typisk investeringsforening jf. en prisundersøgelse foretaget af Forbrugerrådet Tænk. Der er regnet med et forventet afkast på 3 pct. pr. år. Hvis bankens investeringsforening skal ende med at give kunden samme saldo som PensionDanmark, skal banken skaffe kunden et afkast på godt 1 procentpoint mere end PensionDanmark hvert år.

    Udvikling i ekstra indbetalinger hos PensionDanmark

    År

    Samlet Beløb i kr.

    Antal Medlemmer

    2018

    181.152.559

    15.639

    2017

    142.723.378

    12.187

    2016

    105.530.321

    9.971

    2015

    89.137.913

    9.568

    2014

    48.784.373

    7.363

    Tre gode råd til din pensionsopsparing

    1: Undersøg, hvad du betaler i gebyrer, administrations- og
    investeringsomkostninger i dit/dine pensionsselskaber og i banken. Forskellen
    mellem 0,5 pct. og 1,0 pct. i årlige omkostninger kan blive til rigtig mange penge over tid.

    2: Sammenlign omkostninger hos de enkelte pensionsselskaber på www.faktaompension.dk eller kontakt dit pensionsselskab.

    3: Tjek, om det kan betale sig for dig at samle dine pensionsopsparinger ét sted i stedet for at betale omkostninger flere steder. Nogle banker og pensionsselskaber opkræver gebyr for at overføre eller samle din opsparing. Hos PensionDanmark er det gratis.

    Yderligere information

    Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, tlf: 2019 9238.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mange-kan-fa-mere-ud-af-pensionsopsparingen?releaseId=13569422