Pressemeddelelse fra Danmarks Lærerforening
Anders Bondo Christensen blev uddannet lærer fra Skårup Statsseminarium i 1982. Efter to år på Guderup Skole i Nordbog Kommune blev han ansat på Nydamskolen i Sundeved Kommune – nu Sønderborg.
Han overtog posten som formand i Danmarks Lærerforening i 2002, hvilket gør ham til den længst siddende formand i foreningens 145-årige historie. Inden da var han i en årrække formand for Sønderborg og Omegns Lærerkreds.
I sit virke som formand har han stået i spidsen ved fem overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Ikke mindst har han været en central skikkelse som formand for Forhandlingsfællesskabet (tidligere KTO), hvor han fra 2007 til 2018 var hovedansvarlig for forhandlinger for mere end 600.000 ansatte i kommunerne. Samtidig har han været næstformand i den statslige forhandlingsorganisation CFU. Ved siden af posten som formand for lærerne er han også bestyrelsesformand i Lån & Spar Bank og Lærernes Pension.
Anders er opvokset i den midtjyske landsby, Ans, hvor en af de tre stiftere af Danmarks Lærerforening C.A. Thyregod i øvrigt virkede som lærer i 30 år. I dag bor han privat i Ullerup i Sønderborg Kommune med sin kone Gitte. Sammen har de fire børn og syv børnebørn, som Anders hver vinter – når overenskomstforhandlingerne tillader det – inviterer med på skiferie i St. Jakob i Østrig. Anders har løbet 35 maratonløb – de fleste i København. Og de seneste par år har han deltaget i cykelløbet “BROEN – Danmark Rundt” til støtte for det sociale arbejde, som Foreningen BROEN laver. Efter en operation for diskusprolaps i februar i år håber han på at kunne snøre løbeskoene og pumpe cyklen igen i løbet af foråret.
Anders Bondo Christensen
Født 16. marts 1959 i Skive
1977-1978 Papirarbejder i Norge
1978-1982 Lærerstuderende
1979-1982 Medlem af Lærerstuderendes Landsråds hovebestyrelse
1982-1984 Lærer på Guderup Skole, Nordborg Kommune
1984-2002 Lærer på Nydamskolen, Sundeved Kommune
1985-2002 Medlem af kredsstyrelsen i Sønderborg og Omegns Lærerkreds
1987-2002 Formand for Sønderborg og Omegns Lærerkreds
2002- Formand for Danmarks Lærerforening
2002- Formand forLærernes Centralorganisation
2002-
Formand for SKAF (Stats og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab)
2002- Diverse kurser og seminarer om bestyrelsesarbejde i finansielle institutioner arrangeret af henholdsvis Lån & Spar Bank og Lærernes Pension
2002- Diverse kurser i konkrete bestyrelsestemaer arrangeret af Lærernes Pension
2003- Formand for FTF-K (FTF-Kommunalt Forhandlingsfællesskab)
2007-2018 Formand for Forhandlingsfællesskabet – tidligere KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte)
Formand for bestyrelsen i:
2002- Lærernes Pension
2006- Lån & Spar Bank
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/laerernes-formand-fylder-60?releaseId=13569204








