Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri
I de seneste år har flere og flere kommuner ellers afskaffet eller sænket dækningsafgiften, men det gælder ikke i Nordsjælland og hovedstadskommunerne. Her kommer erhvervslivet i år til at betale 79 procent af den samlede regning på 2,3 mia. kr., viser nye tal fra Dansk Byggeri.
– På landsplan går det den rigtige vej. Men når kommunerne i Nordsjælland og hovedstadskommunerne ikke følger trop, så giver det en stor ulighed på tværs af landsdele. Afgiften er en skat på at drive virksomhed, og det går ud over de lokale virksomheders konkurrenceevne, siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri Torben Liborius.
Kommunerne bestemmer selv, om de vil opkræve dækningsafgift, som højst kan være op til 10 promille af erhvervsejendommenes ejendomsværdi. I Nordsjælland opkræver Hørsholm og Rudersdal det højst tilladte, og kun to nordsjællandske kommuner, Gribskov og Frederikssund, opkræver ikke dækningsafgift.
Nordsjælland øger afgiften i 2019
Tilsammen betalte de nordsjællandske virksomheder i år 169 mio. kr. i dækningsafgift. Det er næsten to millioner kr. mere end sidste år.
– Det skyldes ikke, at kommunerne har sat afgiften op. Furesø kommune har faktisk valgt at sætte afgiften en smule ned. Men opkrævningerne stiger alligevel mærkbart i fire kommuner, fordi provenuet afhænger af ejendomsvurderingerne. Derfor anbefaler vi i Dansk Byggeri, at kommunerne i det mindste sætter loft over afgiften i kroner og ører, hvis de ikke har mulighed af at sætte satsen ned, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri.
De fire kommuner, hvor virksomhederne skal betale mere i dækningsafgift i år er Fredensborg, Hillerød, Hørsholm og Rudersdal. Sammen med Allerød er det samtidig de kommuner i Nordsjælland, der opkræver de højeste promillesatser.
Kontakt:
Erhvervspolitisk direktør Torben Liborius, tli@danskbyggeri.dk, telefon 23 32 34 95
Pressechef Helen Jensen, hje@danskbyggeri.dk, telefon 21 24 47 02
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nordsjaellandske-virksomheder-hardt-ramt-af-saerlig-skat-pa-bygninger?releaseId=13568794








