Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri
Dommerpanelet for Bæredygtig Beton Prisen, som blandt andre tæller arkitekt og partner Julian Weyer fra C.F. Møller Architects, adm. dir. Lene Espersen fra Danske Arkitektvirksomheder og Torben Möger Pedersen fra PensionDanmark, har udpeget de tre nominerede projekter, som frem til den 5. marts 2019 kan kæmpe om at få flest stemmer for at vinde prisen.
Fælles for de tre nominerede projekter er, at de har brugt betonen langt mere bæredygtigt, end man almindeligvis gør – og dermed har sprængt rammerne for, hvordan man kan bruge beton som materiale.
Ved byggeriet af Sydhavn Genbrugscenter har man brugt 100 procent genanvendt beton i stedet for nye sten. Dermed består genbrugsbetonen af hele 40 procent genanvendt materiale. Det er fem gange mere end den nuværende standard for genbrugsbeton.
I forskningsprojektet Grøn Beton II har man for første gang nogensinde støbt med en nyudviklet grøn cement og beton, som i fremtiden kan spare klimaet for op til 30 procent af COâ??-udledningen. Det er sket i tre broer ved Rødby og Holstebro samt i en laboratoriebygning på DTU i Lyngby.
I erhvervshuset Sonnesgade 11 i Aarhus, der huser arkitektvirksomheden SLETH, restauranten BETA og forlaget Systime, er bæredygtighed i høj grad tænkt ind både i opførelsen og i driften. Et af de bæredygtige elementer er den in situ-støbte betonkerne, som bærer hele bygningen. Den sikrer et lavt energiforbrug og holder en stabil indendørstemperatur på 21 grader og en stabil luftfugtighed.
– De tre nominerede projekter er valgt, fordi de bruger betonen bæredygtigt på en hel unik måde. I det grønne omstillingsprojekt og i Sydhavn Genbrugscenter er der tale om, at der er tænkt bæredygtighed ind på en måde, som vi ikke har set det tidligere i Danmark. Mens erhvervshuset i Aarhus er en arkitektonisk perle, hvor man har reduceret mængden af beton, man har genbrugt fundamentet og opnået et lavt energiforbrug, siger formanden for dommerkomitéen Julian Weyer, partner i C.F. Møller Architects.
Afsløres den 28. marts
Vinderen af Bæredygtig Beton Prisen afsløres den 28. marts ved en prisfest i Dansk Arkitektur Center, hvor også In-situ Prisen og Betonelement-Prisen uddeles.
Pressefotos kan downloades på
Kontakt:
Julian Weyer, partner i C.F. Møller Architects, og formand for dommerkomiteen,
tlf. 30 66 93 96 eller jw@cfmoller.com
Thomas Uhd, branchedirektør i Dansk Beton, tlf. 22 94 41 67 eller thu@danskbyggeri.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/et-genbrugscenter-et-erhvervshus-tre-broer-og-et-laboratorium-er-nomineret-til-baeredygtig-beton-prisen-2019?releaseId=13568125