Pressemeddelelse fra Børns Vilkår
Mange børn får lov til at sejle deres egen sø i deres liv online. Kun hvert andet barn i 4. og 7. klasse svarer, at deres forældre interesserer sig for deres digitale liv, viser en ny repræsentativ undersøgelse fra Børns Vilkår i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge, støttet af TrygFonden.
“Krænkende billeddelinger og hårdt sprog er en del af børns digitale verden. Samtidig flyder internettet med spil og kommercielle firmaer, der er skabt med det formål at opsamle data og tjene penge på børnenes opmærksomhed. Det medfører både muligheder og faldgruber, som børnene og de unge skal rustes til at navigere i. Af den grund er det væsentligt, at forældre og andre voksne omkring børnene viser samme interesse for, hvad de foretager sig online.” siger direktør i Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Spørgsmålet er, hvor meget forældrene er i stand til at støtte og hjælpe børnene. Knap hvert tredje barn i 7. klasse oplever, at de ved mere end deres forældre og lærere om emner som dataindsamling og privatlivsbeskyttelse. Samtidig oplever knap hvert fjerde barn i 7. klasse, at de ved mest om, hvad man kan gøre, hvis man oplever noget på nettet, man ikke synes er i orden.
“Digital dannelse handler om at forholde sig kritisk og refleksivt til sin brug af digitale teknologier. Det er både forældrenes og skolens ansvar at børnene bliver klædt på til det, og det sker bedst gennem en løbende dialog, hvor børn og unge fx bliver inddraget i beslutninger om, hvordan digitale teknologier skal håndteres i hjemmet og i skolen,” siger formand for Medierådet for børn og unge, Anne Mette Thorhauge om undersøgelsens resultater.
Tirsdag d. 5. februar afholder Børns Vilkår og TrygFonden konference på Christiansborg om børns digitale dannelse. Her vil Børns Vilkår præsentere den nyeste viden på området med baggrund i fire rapporter om digital dannelse der blandt andet omhandler emner som big data, sikkerhed, billeddeling, fake news og mere. Konferencen byder på samtale og debat med politikere og eksperter på området.
Læs mere om konferencen her:
Fakta
Lav vokseninteresse:
- Kun hvert andet barn oplever, at forældre interesserer sig for deres liv på nettet. 52 % af børnene i 7. klasse oplever interesse fra deres forældre i tale med dem om, hvad de laver på internettet, mens det gælder for 51 % af børnene i 4. klasse.
- 30 % af eleverne i 7. klasse mener, at de ved mest om, hvilke informationer internettet samler om dem, og hvordan man beskytter sit privatliv på nettet.
Børns Vilkårs og Medierådet for Børn og Unges anbefalinger til forældre
· Vis interesse i dit barns digitale liv
Det digitale er en ligeså vigtig del af dit barns liv som andre fritidsinteresser. Spørg derfor dit barn, hvad han eller hun interesserer sig for på nettet, hvilke spændende og sjove ting barnet oplever, og hvilke ting der kan være svære eller ubehagelige.
· Rammesæt dit barns digitale hverdag
På samme måde som du strukturerer dit barns øvrige hverdagsaktiviteter, som at spise morgenmad, gå i bad, lave legeaftaler med andre børn osv., så rammesæt dit barns digitale hverdag. Sluk for de digitale devices i god tid inden sengetid.
· Engagér dig i skolens arbejde med børnenes digitale dannelse
Hvis dette arbejde ikke allerede pågår, så efterspørg det. Det kan fx være et emne for klassens kontaktforældre, som kan invitere til dialog om det, eller for skolebestyrelsen, som kan drøfte det. Opfordr gerne til at både den sociale og den refleksive del af digital dannelse drøftes.
Om rapporterne
Digital Dannelse i Børnehøjde er en række rapporter, der på et repræsentativt grundlag undersøger børns digitale liv hjemme, i dagtilbud og skolen. Børn, forældre, pædagoger, pædagogiske ledere og kommunale chefer indgår i de to første rapporter, der omhandler børnehavebørns digitale liv. Rapporterne har Børns Vilkår udarbejdet i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge med støtte fra TrygFonden.
Læs alle rapporterne her:
Kontakt:
Pressechef Marianne With Bindslev tlf.: 20673038 email: marianne@bornsvilkar.dk
Pressemedarbejder Michael Wibe tlf.: 29466142 email: miwi@bornsvilkar.dk
Pressetelefon tlf.: 20204459
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kun-hvert-andet-barn-oplever-at-foraeldre-interesserer-sig-for-deres-liv-pa-nettet?releaseId=13568124