PRM / Besøgscenter Hammershus er nomineret til In-situ Prisen 2019

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Det er danske arkitektfirma Arkitema Architects, som står bag besøgscentret, der sammen med hovedentreprenøren Nordbornholms Byggeforretning ApS og underentreprenøren Jens Møller Gudhjem, er nomineret til In-situ Prisen.

    Fabriksbetonforeningen giver In-situ Prisen til personer eller firmaer, som har stået for unikt arbejde i pladsstøbt (in-situ = på stedet) beton, og som har udfordret materialets formbarhed og potentiale.

    – In-situ beton og uspoleret natur er som salt og peber, der komplementerer hinanden smukt og naturligt. I vores naboland Norge er der en stærk tradition for denne kombination, og det glæder mig meget, at vi nu også kan opleve dette på solskinsøen Bornholm, siger Jan Søndergaard Hansen, formand for Fabriksbetonforeningen.

    Besøgscenter Hammershus er nomineret til prisen for udnyttelsen af betons potentiale som et naturligt og robust materiale.

    – Det er en smuk og enkel konstruktion, der med støttevæg og terrændæk af beton fremstår rolig og vedvarende, siger Jan Søndergaard Hansen.

    Helhedsoplevelsen har været altafgørende

    Arkitema Architects har både været arkitekt og landskabsarkitekt på byggeriet af besøgscenter Hammershus. En af de ting, som Arkitema har valgt at tegne ind i projektet, er et tag, der lægger sig i forlængelse af det bakkede landskab.

    – Vi er rigtig glade og stolte over at være nomineret til In-situ Prisen 2019. Vi har med et brugbart tag valgt at vægte den landskabelige oplevelse for de besøgende meget højt ved at underspille bygningens fremtoning, når man ankommer som besøgende, fortæller senior partner i Arkitema Architects, Poul Schülein.

    Og netop helhedsoplevelsen mellem byggeri og landskab har været helt essentielt.

    – Vi ville give gæsterne mulighed for at få en ekstra oplevelse, som man ikke ville have fået, hvis man bare skulle gå direkte ind i et besøgscenter. Det har været vigtigt for os at skabe et dynamisk landskabsforløb, hvor de besøgende har mulighed for både at opleve den smukke natur og den historiske ruin, siger Poul Schülein.

    En sjælden og unik støbeopgave
    Om betondelen kan direktør Morten Iversen fra Jens Møller Gudhjem A/S fortælle om et helt unikt støbearbejde:

    – Det var en meget speciel støbeopgave. Dele af væggene var beskrevet som elementer, men da der var krav om synlig lodret bræddeforskalling på begge sider, foreslog vi på et tidligt tidspunkt at støbe alle væggene in-situ.

    – Der er stort set ingen rette vinkler, og de fleste hjørner er runde, så der var tale et meget krævende og omfattende forskallingsarbejde. Det har givet byggeriet et helt unikt resultat, som alle parter er stolte af i dag, siger Morten Iversen.

    Afsløres den 28. marts Vinderen af In-situ Prisen afsløres den 28. marts ved en prisfest i Dansk Arkitektur Center, hvor også Bæredygtig Beton Prisen og Betonelement-Prisen uddeles.

    Kontakt:

    Kommunikationsrådgiver i Dansk Byggeri, Stine Bo Christensen, 72160225, sbc@danskbyggeri.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/besogscenter-hammershus-er-nomineret-til-in-situ-prisen-2019?releaseId=13568122