Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri
I Lystrup nord for Aarhus står HauCon A/S’ nye kontorhus og troner. HauCon A/S’ in-situ støbte kontorhus er nomineret, fordi det er et fint eksempel på, hvordan man inde og ude møder in-situ støbte betonoverflader, som står flot i en kombination af hvid og grå beton.
In-Situ Prisen uddeles til personer eller firmaer, som har stået for unikt arbejde i pladsstøbt beton, og som har udfordret materialets formbarhed og potentiale.
– Helt i tidens ånd ønsker nogle bygherrer at sætte et individuelt aftryk på deres byggeri, og HauCons A/S er et eksempel på, hvordan in-situ beton kan løfte et byggeri til et nyt niveau. Kontorbygningen fremstår både funktionel og elegant tilpasset det omkringliggende landskab, siger formand for Fabriksbetonforeningen, Jan Søndergaard Hansen
Der er brugt 620 kubikmeter grå beton, 80 kubikmeter hvid beton samt 105 tons armering til at skabe både de indvendige og udvendige rammer.
Det er entreprenørfirmaet HUJ A/S, der har opført kontorhuset i Lystrup. Bent Johnsen, adm. direktør i HUJ A/S, siger om nomineringen:
– Vi er rigtig stolte af, at HauCon A/S’ nye domicil i Lystrup er nomineret til den prestigefulde pris. Vi er kommet i meget fint selskab med de andre nominerede in-situ støbte bygninger. Vi takker alle de involverede parter for et godt og konstruktivt samarbejde.
Betonen som konstruktion og æstetik
Direktør og partner i Gandrup |Krabbe | Vang | arkitekter, Rasmus Krabbe, der også har været projektansvarlig, betegner projektet som et unikt samarbejde om betonen.
– Vi er stolte af nomineringen. Byggeriet skulle udfordre betonens muligheder, så det også præsenterede HauCon A/S’ egne specialprodukter til entreprenørbranchen og elementfabrikkerne. Det er blevet til et fuldskala showroom støbt i beton.
Et andet vigtigt parameter var, at kontorhuset skulle bevise at et in-situ støbt kontorhus, kunne opfylde energikrav i henhold til BR2020.
– Det er en sejr, at det er lykkedes at opfylde energikravene i henhold til BR2020. Det har været inspirerende at samarbejde med mennesker, som kender og værdsætter betonens muligheder, som de udfolder sig, når in-situ støbningen bliver valgt som udgangspunkt for både konstruktion og æstetik.
Afsløres den 28. marts
Vinderen af In-situ Prisen afsløres den 28. marts ved en prisfest i Dansk Arkitektur Center, hvor også Bæredygtig Beton Prisen og Betonelement-Prisen uddeles.
Kontakt:
Pressekontakt:
Kommunikationsrådgiver i Dansk Byggeri, Stine Bo Christensen, 72160225, sbc@danskbyggeri.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stort-kontorhus-i-lystrup-er-nomineret-til-in-situ-prisen-2019?releaseId=13568123