Pressemeddelelse fra DMI – Danmarks Meteorologiske Institut
En af Danmarks mest besøgte hjemmesider har undergået en gennemgribende opgradering. DMI’s nye hjemmeside gør det nemmere for borgerne at få de vigtigste vejrinformationer, da den kan tilpasses den enkelte bruger. Den landsdækkende femdøgnsudsigt erstattes blandt andet med en ny lokal udgave, som kan tilpasses den enkelte bruger.
Farvel til femdøgneren
Den landsdækkende femdøgnsudsigt har eksisteret siden første klik på dmi.dk i sidste halvdel af 1990’erne og har været et fast punkt i formidlingen af vejrudsigter både på skrift og på TV. Men i takt med vejrmodellernes stigende nøjagtighed og brugernes behov for viden om lokale vejrforhold har DMI nu valgt at erstatte skemaet med den landsdækkede femdøgnsudsigt, med et forbedret lokalt forankret overblik over vejrudviklingen for de næste 48 timer. Der vil selvfølgelig stadigvæk være mulighed for at se de næste mange dage frem i tiden på skrift på hjemmesiden , men selve femdøgnsskemaet tager nu udgangspunkt i hvor man befinder sig.
“Vejret er jo næsten aldrig ens i hele Danmark på samme tid. Bare fordi den står på slagregn i Helsingør, kan solen sagtens skinne i Herning eller omvendt. Borgerne efterspørger vejrprodukter, som rummer de relevante og mest nøjagtige vejrinformationer, der hvor de færdes. Designet har derfor fået en grundig overhaling, og det er blevet mere brugervenligt med mulighed for at tilpasse hjemmesiden, så man får viden om vejret, de steder man har brug for det,” fortæller direktør for Danmarks Meteorologiske Institut Marianne Thyrring.
Skræddersyet brugeroplevelse
Med den nye version af hjemmesiden bliver det muligt at tilpasse brugerfladen til den enkelte borger, så uanset om man bor i København eller i Klitmøller, hjælper den nye hjemmeside med at træffe vejrrelaterede beslutninger der, hvor man færdes i hverdagen.
“DMI er til for borgerne, vi skal klæde folk på til fremtidens vejr – kommer det til at regne på cykelturen eller er vinden rigtig til en tur på bølgerne? Og så skal vi selvfølgelig være på pletten, når vejret viser tænder. På den nye hjemmeside får borgerne populært sagt mulighed for at skræddersy brugerfladen til dem selv. Der ud over træder nye tiltag i kraft som fx hvordan regn, slud eller sne bevæger sig frem i tiden,” forklarer Marianne Thyrring.
Radarbillederne er opgraderet med en fremskrivningsfunktion, så man kan se hvordan regn og byger bevæger sig 1½ time ud i tiden. Desuden er vejrkort samt radar- og satellitfilm blevet zoombare og radarbillederne bliver nu opdateret hvert femte minut. Og hører man til dem, som elsker at fordybe sig i vejret, så er DMI’s vejrarkiv naturligvis stadig spækket med alskens viden om vejr.
Kontakt:
DMI Kommunikation tlf.: 39157509 email: presse@dmi.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dmi-vinker-farvel-til-femdogneren?releaseId=13567899