Pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse
Vinteren har meldt sin ankomst, og det kan få stor betydning for havens fugle. Haveejere kan dog gøre deres til, at solsorten får det lidt lettere ved at lægge æbler ud i haven.
“Har man nogle indskrumpede æbler, kan man lægge dem ud til fuglene i stedet for at smide dem ud. Bare nogle få æbler kan lige nu gøre en stor forskel for solsorten,” siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Han tilføjer, at det er vigtigt at tænke over fordelingen af æblerne. Solsorten er nemlig aggressiv overfor andre fugle og vil forsøge at reservere alle æblerne til sig selv, hvis de ligger tæt. Fordel derfor æblerne med nogle meters afstand, så én solsort ikke kan erobre en hel bunke æbler til sig selv.
Når der ligger æbler i haven, vil der formentlig også komme andre drosler til. Drosler er den slægt af fugle, som solsorten blandt andet tilhører. Man vil kunne opleve, at både sjagger og vindrosler kommer for at nyde godt af æblerne. Ved at sprede æblerne med nok afstand opnår man både mad til flere solsorte og en større variation af fuglearter i sin have.
Hvis der er faldet sne
Solsortens naturlige vinterføde er insekter, snegle og orme, der lever under nedfaldne blade og kvas, men som bliver skjult, hvis sneen falder. Bor man i de dele af landet, hvor der er faldet sne, kan man derfor hjælpe solsorten gennem de hårde dage ved at skrabe sneen væk fra de steder i haven, hvor blade og kvas har dannet levested for insekter.
“Når der alligevel skal skrabes sne, kan solsorten hjælpes i samme omgang, fordi man også lige kan skrabe sneen væk fra de hjørner af haven, hvor bladene ligger, så solsorten kan komme til de snegle og orme, der gemmer sig dér,” siger Michael Carlsen.
Kontakt:
Projektleder biologi/fauna Michael Carlsen tlf.: 33287014 email: mc@dyrenesbeskyttelse.dk
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse tlf.: 40841512 email: presse@dyrenesbeskyttelse.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hjaelp-aebler-redder-solsorten?releaseId=13567706