Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S
“De 10.000 kr. er ensbetydende med en masse frihed for os. Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at pengene går direkte til et nyt projekt, men de betyder en masse overskud til alle os frivillige, som normalt skal bruge en masse kræfter på at søge midler til vores forskellige aktiviteter. Andelskassens donation er med til at fremtidssikre vores aktiviteter et stykke tid frem. I stedet kan vi fokusere på at samle en masse børn til vores aktiviteter og dermed få inddraget dem i nogle vigtige fællesskaber, hvor vi laver både sjove og lærerige ting sammen med dem.”
Det siger Jonas Wiederholt Larsen, formand for Ungdommens Røde Kors i Viborg, da han sammen med næstformand Signe Lange Høgh mødes med centerdirektør i Andelskassen i Viborg, Tage Malling, for at modtage pengene, som er et bidrag fra bankens lokallånspulje.
Denne torsdag eftermiddag deltager også Bjarne Hejlskov, der er aktionærrådsmedlem i Andelskassens aktionærråd i det midtjyske og har været med til at beslutte, hvem der skulle modtage midler fra Lokallånspuljen denne gang.
Andelskassens lokallån er et initiativ, hvor banken lægger 1.000 kr. i en pulje, hver gang en kunde optager et lokallån til fx bolig eller bil. Én gang om året bliver midlerne uddelt til gode, lokale formål.
Centerdirektør: “Ungdommens Røde Kors har fortjent et kontant skulderklap”
Bjarne Hejlskov og Tage Malling er fuldstændig enige om, at det var helt oplagt, at valget faldt på Ungdommens Røde Kors i Viborg:
“Hvis nogen har fortjent et bidrag fra Andelskassens lokallånspulje her i området, er det Ungdommens Røde Kors. Både fordi det i bund og grund er et rigtig godt og sympatisk tiltag, og fordi idéen med, at unge hjælper andre unge, er helt forrygende. Hvad de frivillige bruger pengene til er helt op til dem selv – jeg har fuld tillid til, at det vil være noget, som gavner en masse børn og unge i Viborg og omegn. Og det vel at mærke børn og unge, som i høj grad har brug for det, da de ofte er lidt udsatte på forskellige områder,” siger Tage Malling.
Bjarne Hejlskov supplerer:
“Mange af de børn og unge, som Ungdommens Røde Kors hjælper, er tosprogede. På den måde lærer både de unge frivillige og de unge, som de hjælper, en masse om hinandens kulturer og hverdag. Med aktiviteter som lektiecaféer, legegrupper i krisecentre, Ungeklubben Gadehjørnet, en klub for unge flygtninge og senest en klub for unge mentalt handicappede er de med til at skabe både inklusion og integration. Det kommer til at betyde noget for dem fremover, at de har gjort noget for andre – udover at det har været med til at udvikle dem som mennesker.”
Kontakt:
For yderligere information, kontakt venligst:
Tine Martlev Pallesen, kommunikationschef i Danske Andelskassers Bank, på telefon 87993033 / 23725570 eller pr. mail tmp@dabank.dk.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/andelskassens-lokallanspulje-stotter-ungdommens-rode-kors-i-viborg?releaseId=13568059