PRM / Arbejdstid og brug af materialer – det er noget, man registrerer på mobilen

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    Dansk Byggeris nye it-analyse viser, at ugesedler på papir er mere end halveret siden 2013. Mens det dengang kun var et par procent af bygge- og anlægsvirksomhederne, der registrerede timer og materialer digitalt, er det i dag over halvdelen.

    – Det betyder, at flere virksomheder i dag sparer det ekstra papirarbejde på kontoret væk. Man kan finde data frem løbende, og tidsregistreringen ryger automatisk direkte ind i de fakturaer, der bliver sendt til kunden. Det kan gøre dele af det administrative arbejde overflødigt, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

    To fuldtidsstillinger kan klares på 15 timer
    For ejer af J.M. Gulve Michael Karlsen i Albertslund har den digitale ordrestyring og timeregistrering sparet to fuldtidsstillinger væk.

    – Alle vores konduktører i virksomheden opretter selv digitale tilbud og ordrer, når de er ude hos kunden. De kan også selv indberette deres timer hos kunden, som automatisk bliver gemt og omdannet til en digital faktura, der kan sendes direkte til kunden. Det sparer os for en masse administrativt bøvl, siger Michael Karlsen.

    I dag kan virksomheden med 25 medarbejdere nøjes med at have en enkelt administrativ medarbejder 15 timer om ugen, hvor de for bare fem år siden, havde to fuldtidsansatte.

    – Der er store økonomiske fordele ved en digital timeregistrering. Det skaber også større gennemsigtighed i hvert enkelt sag, da man hurtigt kan gå tilbage og se, hvad den enkelte kunde har fået lavet og hvilke materialer, der blev brugt. Det er en kæmpe fordel, siger Michael Karlsen.

    Få et overblik på Dansk Byggeris it-messe
    På Dansk Byggeris årlige it-messe den 5. og 6. februar i hhv. Taastrup og Aarhus er der hjælp at hente. Her kan virksomhederne blive inspireret af mere end 30 af de bedste leverandører af it-værktøjer. Messen er for alle, både virksomheder, der slet ikke bruger it og for dem, der har hele it-værktøjskassen fyldt.

    Kontakt:

    Direktør Michael H. Nielsen, mhn@danskbyggeri.dk, telefon 20 28 52 64 Kommunikationsmedarbejder, Stine Bo Christensen, sbc@danskbyggeri.dk, telefon 53370137

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arbejdstid-og-brug-af-materialer-det-er-noget-man-registrerer-pa-mobilen?releaseId=13567914