PRM / Sex & Samfund finder ny vicegeneral internt

    Pressemeddelelse fra Sex & Samfund

    Det er et kendt ansigt, der sætter sig i stolen som ny vicegeneralsekretær i Sex & Samfund. Med øjeblikkelig virkning har generalsekretær Bjarne B. Christensen nemlig udnævnt nuværende administrationschef Kåre Månsson som ny vicegeneralsekretær:

    – Jeg glæder mig til at komme i gang med opgaverne og sikre den fortsatte strategiske udvikling af Sex & Samfund, siger Kåre Månsson, der har arbejdet i Sex & Samfund de seneste tre år.

    Men det er ikke alene på vicegeneralsekretærposten, der kommer organisatoriske ændringer. Jacqueline Bryld, der siden 2005 har arbejdet i Sex & Samfund, først som advocacy-medarbejder og siden hen som leder af Privatsektor-enheden, bliver ny international chef. Det sker som et led i en sammenlægning af International afdeling og Privatsektor-enheden i Sex & Samfund:

    Med disse organisatoriske ændringer får Sex & Samfund et rigtigt godt grundlag for at sikre både stabilitet i medarbejderstaben og gode rammer for organisationens planer i 2019, siger generalsekretær Bjarne B. Christensen:

    – Kåre har de seneste år siddet helt centralt i Sex & Samfunds ledelsesmæssige rum, hvor strategier og processer er udviklet og har særlige kompetencer til at få de indre organisatoriske processer og systemer til bedst muligt at understøtte organisationens behov og krav fra donorer og andre interessenter.

    – Med Jacqueline som ny international chef har vi fået en person, som kender Sex & Samfunds kerne, og som er den rette til at tænke sammentænkningen mellem vores internationale programarbejde og virksomheders involvering i kampen for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder.

    – Desværre betyder sammenlægningen af de to afdelinger, at vi kommer til at tage afsked med tidligere international chef Cristina Hanson, som har lagt en stor og afgørende indsats i opbygningen af gode partnerskaber i Syd samt i at etablere og udfolde vores strategiske partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet, slutter Bjarne B. Christensen af.

    Kontakt:

    Presseansvarlig Thea Gregersen tlf.: 29714222 email: tg@sexogsamfund.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/sex-samfund-finder-ny-vicegeneral-internt?releaseId=13567006