PRM / Lovende dansk startup henter millioner til ny droneteknologi

    Pressemeddelelse fra Vækstfonden

    Antallet af satellitter i rummet og elektroniske navigationssystemer i fly, skibe og biler er i voldsom vækst i disse år. Det giver store fordele, men skaber samtidig daglige udfordringer for bl.a. sø- og luftfartsindustrierne, der er kritisk afhængige af, at satellitkommunikationen fungerer hurtigt og effektivt. Den megen satellitkommunikation skaber nemlig støj, som kan forringe og i værste fald afbryde transmissionen.

    Fra robotklyngen i Odense har en gruppe iværksættere nu udviklet en teknologi, der ved hjælp af droner autonomt kan teste og kalibrere antenner til satellitkommunikation og bidrage til sikring af højhastighedsinternet.

    Globalt potentiale i unik teknologi
    QuadSAT har allerede tiltrukket stor interesse omkring sin løsning i ind- og udland. Med seed-kapitalen på plads fra Vækstfonden, Seraphim Capital og de eksisterende investorer vil QuadSAT nu udvide teamet og gennemføre prøveprojekter hos kunder. Blandt investorerne er også den fynske investor Helge Munk, der bl.a. blev udnævnt som “Årets business angel” på årsmødet for danske business angels i 2018.

    QuadSATs direktør, Joakim Espeland, udtaler:

    “Vores teknologi mindsker en stor byrde for vores kunder og vil sikre satellitkommunikation af høj kvalitet med et minimum af støj til en konkurrencedygtig pris. Vi er begejstrede over opbakningen fra vores investorer, der bringer både kapital og kompetencer til QuadSAT. Jeg er overbevist om, at det bliver værdifulde ressourcer i den afgørende testperiode og i vores arbejde med at forberede QuadSAT til markedslancering.”

    I Vækstfonden ser man stort potentiale i teknologien fra QuadSAT, fortæller Simon Frederik Øelund, Investment Associate i Vækstfonden:

    “Det dygtige team bag QuadSAT har et stærkt værditilbud og deres teknologi rammer et stort marked med globalt vækstpotentiale. Virksomheden har allerede skabt international opmærksomhed, og vi glæder os over at være del af et stærkt investorsyndikat sammen med en industrispecialist som Seraphim Capital. Sammen ser vi frem til at understøtte QuadSATs videre udvikling på en international skala.”

    Kapitalen fra Vækstfonden ydes via et konvertibelt lån kaldet Early Engagement, der netop har til formål at bringe tidlige startupvirksomheder med stort skaleringspotentiale frem til senere venturekapitalrunder.

    International opmærksomhed fra Seraphim Capital
    QuadSAT holder til i Odense og er del af et acceleratorforløb hos Odense Robotics Start Up Hub, der udvikler iværksættere inden for robot- og droneteknologi.

    I 2018 blev QuadSAT desuden som en af kun seks virksomheder udvalgt til at deltage i Mission 1 hos Seraphim Space Camp, der er Englands første acceleratorprogram for rumteknologi-startups. Bag programmet står verdens første venturekapitalfond dedikeret til rumteknologi, Seraphim Capital. Acceleratorprogrammet har til formål at forberede rum-startups i de tidlige faser til senere investeringsrunder og at facilitere unik forbindelse til førende rumvirksomheder og -agenturer.

    Rob Desborough, Portfolio Director i Seraphim Capital og Director i Seraphim Space Camp, siger:

    “Vi er begejstrede over at blive partnere med Joakim og resten af teamet bag QuadSAT. De blev taget utroligt godt imod blandt vores virksomhedspartnere, da de deltog i Space Camp Accelerator, og de er frontløbere på et globalt marked i milliardklassen. Med stringente industristandarder på plads løser QuadSAT en stor udfordring for sine kunder og vil tilføre utroligt stor værdi til industrien.”

    For yderligere information, kontakt:

    • QuadSAT: Joakim Espelund, direktør, je@quadsat.com, 53 57 49 43
      – evt. via pressekontakt: Ulrikke Brandt-Bertelsen, PR Odense Robotics, 51 28 48 64
    • Vækstfonden: Nathali Selmeczi Lehmann, seniorkommunikationsrådgiver, 28 60 01 13, nsl@vf.dk
    • Seraphim Space:
      Spacecamp@fieldhouseassociates.com

    Om QuadSAT
    QuadSAT, der blev stiftet i 2017, har udviklet helt nye værktøjer og teknikker til at teste og kalibrere satellitantenner, der er afgørende for at sikre højhastighedsinternet til eksempelvis søfarts-, fly- og forsvarsindustrien. Med QuadSATs droneløsning bliver test og kalibrering af antenner, uanset, hvor de befinder sig, hurtigere, langt mere effektiv, fleksibel og markant mere kosteffektivt.

    Teamet bag virksomheden har kontor i Odense Robotics StartUp Hub og har deltaget i acceleratorforløb hos både Odense Robotics og hos den engelske venturefund Seraphim Capital, der er specialiseret i investeringer inden for rumfartsteknologi.

    Læs mere på www.quadsat.com

    Om Vækstfonden
    Vækstfonden er statens finansieringsfond, som medvirker til at skabe flere vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i over 7.300 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 22,5 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital i partnerskab med private investorer og finansierer med lån og kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter.

    Den 1. januar 2019 trådte en forenkling af det danske erhvervsfremmesystem i kraft. Fremadrettet er Vækstfonden sammen med Innovationsfonden de to primære indgange til kapital fra staten for vidensbaserede, danske startups. Læs mere her: https://www.vf.dk/det-hjaelper-vi-med/tidlig-ivaerksaetter.aspx

    Kapitalen til QuadSAT fra Vækstfonden er ydet via finansieringsproduktet Early Engagement, der er en del af initiativet målrettet tidlige iværksættere. Early Engagement er et konvertibelt lån til tidlige iværksættervirksomheder, der har stort skaleringspotentiale på et globalt marked. Kapitalen skal bidrage til at føre virksomheden frem til en egentlig ventureinvestering inden for få år.

    Læs mere på www.vf.dk

    Om Seraphim
    Seraphim Space er verdens førende venturefund inden for rumfartsteknologi. Fonden fokuserer på både rum- og flyplatforme, der samler data oppefra, samt bredere teknologier, der understøtter det fulde rumteknologi-økosystem.

    Fonden, der forvalter 70 millioner pund, trækker på de samlede erfaringer og kompetencer fra ledende spillere inden for rumindustrien, såsom Airbus, SES og Telespazio, for at kunne give startups adgang til kapital kombineret med unik indgang til og rådgivning fra den absolutte top i rumsektoren.

    Læs mere på www.seraphimcapital.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/lovende-dansk-startup-henter-millioner-til-ny-droneteknologi?releaseId=13567031