PRM / Astmaskole skal hjælpe forældre til astmabørn

    Pressemeddelelse fra Astma-Allergi Danmark

    Det skønnes, at mellem 7-10 % af alle skolebørn i Danmark lider af astma. Hvis sygdommen ikke er ordentligt behandlet, og der ikke tages hånd om de faktorer, der har betydning for astma, kan den give symptomer i hverdagen og hindre barnet i at leve et aktivt børneliv på lige fod med kammeraterne.

    For første gang afholder Astma-Allergi Danmark Astmaskole, hvor forældre kan få mere viden om astma og blive bedre til at kunne håndtere sit barns sygdom. Der vil være information om symptomer på astma, hvordan diagnosen stilles og om behandling og triggerfaktorer – både det, der kan give allergi, og det der kan irritere børns følsomme luftveje.

    “Astmaskoler har længe været efterspurgt blandt forældre til astmabørn, og vi er rigtig glade for kunne tilbyde det. Vi håber, at forældrene får ny viden og gode råd til at kunne hjælpe deres barn med at få en så god hverdag som muligt,” siger Anne Holm Hansen, vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

    Undervisning af erfaren børnelæge

    Astmaskolen er for forældre til børn mellem 4-12 år, der lider af astma. Det foregår på en hverdagsaften i Aarhus og København, og det er gratis at deltage.

    Deltagerne får undervisning af den erfarne overlæge og børnelæge Lone Agertoft fra H.C. Andersen Børnehospital, Odense Universitetshospital, som er specialiseret i at behandle børn med astma.

    I løbet af aftenen vil der blive mulighed for at stille spørgsmål, få rådgivning hos Astma-Allergi Danmark og danne netværk med de andre forældre.

    Kurset er gratis, men tilmelding er nødvendig: https://www.astma-allergi.dk/astmaskole-for-foraeldre

    Astmaskolerne er muliggjort af et sponsorat fra Lemvigh-Müller Fonden.

    Hvor og hvornår afholdes Astmaskole for forældre?

    • Aarhus
      23. januar 2018 kl. 17.30-20.30.

    Scandic Aarhus City, Østergade 10, 8000 Aarhus.

    • København 6. februar 2019 kl. 17.30-20.30.

    IDA Mødecenter, Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København V

    Kontakt:

    Kontakt for yderligere oplysninger:
    Anne Holm Hansen
    vicedirektør i Astma-Allergi Danmark
    tlf. 20 82 25 76

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/astmaskole-skal-hjaelpe-foraeldre-til-astmaborn?releaseId=13566432