PRM / Udenlandske medarbejdere strømmer til nordjyske byggevirksomheder

    Pressemeddelelse fra Dansk Byggeri

    På trods af lønstigninger i lande som Polen, Rumænien og Litauen, strømmer udenlandske medarbejdere stadig til bygge- og anlægsbranchen i Danmark. Og formand for Dansk Byggeri Nordjylland Henrik Holm glæder sig over, at flere af de udenlandske medarbejdere vælger at bosætte sig i det nordjyske.

    Henrik Holm kalder det en meget positiv udvikling, fordi virksomhederne simpelt hen ikke kan skaffe nok medarbejdere til de mange projekter og fyldte ordrebøger.

    – Uden de udenlandske medarbejdere, der kommer her til for at arbejde, ville nordjyske virksomheder være tvunget til at sige nej til endnu flere ordrer, end de gør i dag. Derfor er jeg glad for, at Danmark stadig har attraktive arbejdsforhold for de udenlandske medarbejdere, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland Henrik Holm.

    Flere bosætter sig i Danmark
    Ifølge Dansk Byggeris analyse kommer ni ud af ti udlændige i byggebranchen fra vestlige lande Størstedelen af dem er fra østeuropæiske lande som Polen, Rumænien og Litauen. Og antallet af dem, der har slået sig ned i Nordjylland, er fordoblet siden 2012.

    Det glæder Henrik Holm, da det betyder, at flere af medarbejderne giver et ekstra bidrag til det danske samfund ved blandt andet at betale skat.

    – Når de udenlandske medarbejdere bosætter sig i Danmark, melder langt de fleste sig også ind i en fagforening. Og så er medarbejdere, der bor her med deres familier, ofte mere stabile, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland Henrik Holm.

    En undersøgelse fra Tænketanken KRAKA viser, at en udenlandsk medarbejder i byggeriet, der slår sig ned i Danmark, bidrager med 80.000 kroner i gennemsnit hvert år til den danske statskasse.

    Kontakt:

    Formand for Dansk Byggeri Nordjylland Henrik Holm, hkh@ncc.dk, 24 88 71 71
    Journalist Caroline Schrøder, csc@danskbyggeri.dk. 29 74 94 44

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udenlandske-medarbejdere-strommer-til-nordjyske-byggevirksomheder?releaseId=13565931