PRM / Danske lønmodtagere bærer væksten frem

    Pressemeddelelse fra HK/Danmark

    Det Økonomiske Råd har netop fremlagt deres temperaturmåling af dansk økonomi 2018. Det står lysende klart, at de danske lønmodtageres fleksibilitet og løntilbageholdenhed er afgørende faktorer for den fortsatte vækst i Danmarks økonomi.

    – Lønudviklingen i Danmark halter efter de lande, vi normalt sammenligner os med, og lønmodtagerne har været meget tilbageholdende i årene efter finanskrisen. Så det er på tide, at de nu også høster frugterne af den fremgang, de bærer en stor del af ansvaret for. Tallene fra Det Økonomiske Råd viser tydeligt, at der er plads til at fylde mere i lønposen uden at skade Danmarks konkurrenceevne, siger formand for HK, Kim Simonsen

    Samtidig giver den nye rapport grund til at skrue ned for bekymringerne for mangel på arbejdskraft, tilføjer han:

    – De nye tal lægger en dæmper på klagesange om mangel på arbejdskraft. Beskæftigelsen i Danmark er skudt i vejret, men samtidig er arbejdsstyrken blevet større. Selv om der er tegn på stigende mangel på arbejdskraft indenfor byggeriet og industrien, er der fortsat ledig kapacitet, og vi er stadig meget langt fra, hvor vi var i 2008.

    HK-formanden glæder sig også over, at Det Økonomiske Råd afviser at skære i serviceniveauet i den offentlige sektor.

    – Det er rigtig fornuftigt, at Det Økonomiske Råd fraråder at skære i velfærden og i stedet vælger andre veje for at ruste dansk økonomi.

    Kontakt:

    Kommunikationschef
    Søren Gisselmann
    Telefon: 24 600 605

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-lonmodtagere-baerer-vaeksten-frem?releaseId=13565025