PRM / Kræftens Bekæmpelse: Uacceptabelt svigt af brystkræftpatienter i Region Sjælland

    Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

    Langt de fleste brystkræftpatienter fra Region Sjælland har ventet for længe på at blive opereret for deres sygdom. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Tallene omhandler tredje kvartal i år. Her blev 78 pct. af brystkræftforløbene i Region Sjællands ikke gennemført til tiden. Ifølge Region Sjælland har 111 kvinder måtte vente for længe.

    – Region Sjælland har ikke levet op til sit ansvar. Det er mange kræftramte kvinder, der er blevet svigtet her, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

    Region Sjælland har i dag undskyldt over for kvinderne, der ikke er blevet opereret inden for den tidsfrist, som regionerne selv har forpligtet sig til at følge. Hovedårsagen er ifølge regionen manglen på brystkirurger. Ifølge vicedirektør på Sjællands Universitetshospital Beth Lilja er der nu iværksat tiltag, så alle kvinder tilbydes operation til tiden.

    Kvinderne bør kontaktes personligt

    Jesper Fisker roser regionen for at tage hånd om problemet. Men at det overhovedet skulle nå dertil, at de brystkræftramte ikke blev opereret til tiden, er under al kritik, understreger han.

    – Jeg har en forventning om, at regionen tager individuel kontakt til de berørte, og at man sikrer, at alle brystkræftpatienter føler sig trygge og velinformerede. Jeg håber også, man lærer af fejlen, så der ikke opstår en lignende situation i fremtiden. Vi vil nøje følge udviklingen, siger Jesper Fisker.

    Ifølge Region Sjælland er manglen på de rette speciallæger ikke den eneste årsag til, at man er havnet i den ifølge vicesygehusdirektøren ‘dybt ulykkelige situation’. Eksempelvis skulle nogle af kvinderne først igennem andre undersøgelser. 78 af kræftforløbene blev ifølge regionen ikke opereret pga. af mangel på kapacitet.

    Samlet set har regionen taget et dramatisk dyk i forhold til at overholde tiden for brystkræftoperationer. I andet kvartal af i år blev 69 pct. opereret til tiden, men i tredje kvartal er det tal nede på 22 pct.

    Ikke kun problemer i Region Sjælland

    Regionerne, der driver sygehusene, har sat som mål, at højst 10 pct. af kræftpatienterne må vente for længe. Desværre er det stadigvæk langt fra tilfældet. Ifølge de nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen fik hver femte kræftpatient ikke behandling inden for de anbefalede tidsfrister i tredje kvartal.

    Der er dog lyspunkter. Eksempelvis fik 91 pct. at alle patienter med kræft i tyk- eller endetarmen behandling til tiden i 3. kvartal af 2018. Det er en stigning i forhold til tidligere.

    Kontakt:

    Kontakt Kræftens Bekæmpelses døgnåbne pressetelefon på tlf. 35 25 74 00.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kraeftens-bekaempelse-uacceptabelt-svigt-af-brystkraeftpatienter-i-region-sjaelland?releaseId=13564869