PRM / IDA stævner virksomhed for lønsløseri

    Pressemeddelelse fra Ingeniørforeningen, IDA

    Er 14 dages forsinkelse af lønudbetalingen en væsentlig forsinkelse? Det mener en mindre udenlandsk it-virksomhed ikke, mens både IDA og et medlem har en anden opfattelse. Og det kommer Retten i Glostrup til at tage stilling til inden så længe.

    I den konkrete sag var et medlem ansat som softwareudvikler i virksomheden. Medlemmet var bagudlønnet, og ifølge hans ansættelseskontrakt skulle lønnen falde på den sidste hverdag i måneden. I både juli og august var hans lønudbetaling forsinket, og den 28. september meldte arbejdsgiveren ud, at lønnen for september ville blive forsinket.

    Medlemmet rykkede virksomheden for den manglende løn den 5. oktober med påkrav om, at han ville ophæve kontrakten og forlange erstatning, hvis pengene ikke faldt nu. Pengene var stadig ikke tikket ind på medlemmets konto den 15. oktober, og han satte handling bag ordene og ophævede ansættelsesforholdet med et krav om erstatning. Dagen efter – den 16. oktober – kontaktede IDA virksomheden med medlemmets krav om økonomisk erstatning i form af bl.a. løn i opsigelsesperioden. I alt 540.000 kr.

    Først da vågnede virksomheden op med en indsigelse mod ophævelsen af kontrakten. Virksomheden mener ikke, at 15 dages udeblivelse af lønudbetalingen er en væsentlig forsinkelse.

    “Vi har naturligvis en anden opfattelse og mener, vi står med en god sag. Løn skal betales til tiden. Det kan ikke gradbøjes,” siger Kim Schioldann, advokat i Ingeniørforeningen, IDA.

    “I det hele taget er det vigtigt at reagere hurtigt, hvis ens løn udebliver. Er virksomheden eksempelvis økonomisk trængt og på vej til at gå konkurs, så kan passivitet i værste fald blive sidestillet med, at man har givet henstand til virksomheden. Så har man en dårlig sag hos Lønmodtagernes Garantifond,” siger Kim Schioldann.

    Kontakt:

    Søren Lorentzen, presserådgiver i IDA, tlf: 51 85 17 64 / e: slr@ida.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ida-staevner-virksomhed-for-lonsloseri?releaseId=13564256