PRM / Massiv søgning til lynhurtigt bredbånd

    Pressemeddelelse fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

    Sidste år var der 73 ansøgere til den statslige pulje til lynhurtigt bredbånd. I år er det tal næsten fordoblet til 137. Samtidig skal ansøgerne kæmpe om andel i det hidtil største støttebeløb – 110 mio. kroner. Der er indløbet ansøgninger for 150 mio. kroner, så ikke alle ansøgere får del i puljen.

    “De mange ansøgninger til bredbåndspuljen viser, at der stadig er lokale områder i Danmark, hvor der ikke er adgang til hurtigt bredbånd. Det bekræfter mig i, at puljen er et godt supplement til den markedsbaserede udrulning af bredbånd i Danmark,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

    Forud for årets ansøgningsrunde blev rammerne for bredbåndspuljen justeret. Det har været et ønske fra regeringen og de øvrige partier i Folketinget, at særligt udkantsområder med ringe adgang til lynhurtigt internet skal tilgodeses.

    Et blik i ansøgerfeltet viser, at det hovedsagelig er regionerne Sjælland, Midtjylland og Syddanmark, som har markeret sig med ansøgninger. Samtidig er antallet af ansøgere i Region Hovedstaden er faldet fra 22 i fjor til 12 i år.

    “Jeg hæfter mig ved, at der er kommet hele 64 ansøgninger fra Region Sjælland, som er den del af Danmark, hvor bredbåndsdækningen er dårligst. Det er sundt for sammenhængskraften i Danmark, hvis alle danskere får del i den teknologiske udvikling,” siger Lars Chr. Lilleholt.

    Behandlingen af ansøgningerne forventes afsluttet i december, så de godkendte projekter kan få besked inden jul.

    Fakta:

    • Der er modtaget 137 ansøgninger, som vedrører ca. 6.000 adresser.
    • Af de 137 ansøgninger kommer de 64 ansøgninger fra Region Sjælland, som er den region, hvor bredbåndsdækningen er dårligst.
    • Der er samlet søgt om tilskud på ca. 150 mio. kr. Der er ca. 110 mio. kroner til rådighed i puljen.
    • Behandlingen af ansøgningerne forventes afsluttet i december.
    • Kriterierne for puljen er justeret i forhold til tidligere. De nye kriterier tilgodeser i højere grad projekter fra tyndt befolkede områder.
    • Regeringen har foreslået, at der på FL19 afsættes 100 mio. kroner til bredbåndspuljen.


    Kontakt:

    Pressechef Jesper Caruso, jesca@efkm.dk / 41729184

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/massiv-sogning-til-lynhurtigt-bredband?releaseId=13564177