PRM / Færre børn går med reflekser

    Pressemeddelelse fra Codan Forsikring A/S

    Torsdag den 25. oktober er Årets Refleksdag, hvor der bliver sat fokus på trafiksikkerhed i hele Danmark og uddelt mere end 80.000 reflekser. Årets refleksundersøgelse tyder på, at der er ekstra behov for indsatsen, fordi andelen af børn, der bruger reflekser, er faldet med fem procentpoint (til 72 %) siden sidste år:

    “Selvom børnene stadig er dem, der oftest bliver udstyret med en refleks på overtøjet i de mørke vintermåneder sammenlignet med de voksne, så er der grund til bekymring, når vi ser et så stort fald i brugen af reflekser. Måske tror forældrene, at de indsyede reflekser i overtøjet klarer opgaven, men desværre bliver reflekserne slidt ved vask og mister effekten. Det er mange forældre desværre ikke klar over,” forklarer Camilla Amstrup, der er bestyrelsesformand i Børneulykkesfonden og privatdirektør i Codan.

    Reflekserne skal ud af skabet sammen med vinterjakken
    Siden 2012 er antallet af dræbte i trafikken ikke faldet. Det viser Vejdirektoratets årlige ulykkesstatistik, og derfor er der god grund til at huske reflekserne. Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, der blandt andet arbejder med børns trafiksikkerhed, mener, at de manglende reflekser er et udtryk for glemsomhed og manglende viden om deres effekt:

    “Heldigvis er det et fåtal af danskere, der har været involveret i en trafikulykke i mørket. Men selvom mange forældre som udgangspunkt har stor fokus på trafiksikkerhed, kan de hurtigt komme til at glemme refleksen om morgenen, når de har travlt med at komme ud af døren. Det på trods af, at den kan være med til at forhindre trafikuheld i vinterhalvåret.”

    Derfor er der god grund til at minde hinanden om vigtigheden af reflekserne på Årets Refleksdag. Når vi henter vinterfrakker og flyverdragter frem fra gemmerne, så er det en oplagt anledning til at få dem opdateret med nye reflekser.

    Forældre har ikke styr på reflekserne
    Årets refleksundersøgelse viser også, at forældrene er i tvivl om, hvordan reflekserne virker bedst. Mange forældre (68 %) ved således ikke, hvordan man monterer en refleks, så man har størst mulighed for at blive set i mørket:

    “Reflekser i snor skal fastgøres, så den bevæger sig, når du færdes i trafikken. Refleksen bør sidde i knæhøjde, hvor den kan reflektere lyset fra billygter. Det er også vigtigt med reflekser på begge sider af overtøjet, så du eller børnene kan ses både forfra og bagfra,” slutter Henriette Madsen.

    Tal fra Årets Refleksundersøgelse

    • 43 % af alle danskere siger, at de bruger reflekser i de mørke måneder
    • Der er en klar sammenhæng mellem, om forældrene selv går med refleks, og om børnene gør det. Blandt forældre, der selv går med refleks, er det kun 2 %, der angiver, at deres hjemmeboende børn aldrig går med refleks
    • Antallet af børn, der går med refleks, dykker kraftigt i aldersgruppen 11-15 år.
    • Mange forældre ved ikke, hvordan man bærer en refleksbrik, så den er mest effektiv. Kun 32% svarer, at refleksen skal fastgøres, så den er i højde med knæene, hvor den kan reflektere lyset fra bilerne
    • Den hyppigste form for reflekser blandt børn er dem, der er syet ind i tøjet (80 %). Men kun hver fjerde forælder er klar over, at indsyede reflekser mister effekten efter omkring 30 gange i vaskemaskinen.

    Refleksundersøgelsen er gennemført for Børneulykkesfonden og Codan af Epinion på baggrund af i alt 1009 gennemførte interviews med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel. Interviewene er gennemført i perioden 12. september – 17. september 2018.

    Fem gode refleksråd
    Reflekser reducerer ulykker i mørket med 85 %. Sådan bruger du refleksen korrekt:

  • Refleksen skal hænge i en snor, så den bevæger sig, når du færdes i trafikken.
  • Refleksen bør sidde lavt, så billygterne rammer den.
  • Sæt en refleks foran og bagpå dit overtøj.
  • Sørg for både at have en refleks på overtøjet og på rygsækken/skoletasken.
  • Skift refleksen jævnligt – effekten kan aftage, og reflekser, der sidder fast på tøjet, slides i vask (en refleks i god kvalitet kan holde til ca. 30 vaske).
  • Om reflekser og trafikulykker i mørket

    • Cirka 25 % af alle uheld med cykler sker i mørke (Rådet for Sikker Trafik)
    • En bilist, som kører med nærlys med 50 km/t, har otte sekunder mere til at opdage en fodgænger, der bruger refleks end en fodgænger uden refleks (Rapport fra det Transportøkonomiske Institut i Norge)
    • Reflekser kan ses på 140 meters afstand, selvom bilen kun har nærlyset tændt
    • Uden refleks er du kun synlig på 25-30 meters afstand (Trygg Trafik Norge)

    Kontakt:

    Mads Houe
    Pressechef, Codan Forsikring
    3037 8353
    mdq@codan.dk

    Signe Lykke Schouw
    Kommunikation og presse, Børneulykkesfonden
    3037 8134
    sls@borneulykkesfonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/faerre-born-gar-med-reflekser?releaseId=13562059