PRM / Klimaforsker hædres for årets originale idé

    Pressemeddelelse fra Danmarks Frie Forskningsfond

    Hvordan går det egentlig med blomsterne og bierne? Klimaændringerne i disse år påvirker i høj grad årstiderne og dermed livscyklusserne for planterne og de insekter, der bestøver deres blomster. Men hvad nu, hvis planterne begynder at blomstre på et andet tidspunkt, end i det tidsrum hvor insekterne er aktive og klar til at bestøve blomsterne?

    Klimaforsker Toke Thomas Høye har netop fået bevilliget 2,6 millioner kroner til at udvikle helt nye metoder, der skal gøre det muligt at undersøge klimaforandringernes påvirkning på interaktionen mellem planter og bestøvende insekter.

    Feltstudiet skal foregå i Arktis, hvor disse klimaforandringer vil være kraftigst. Først skal en avanceret computerbaseret metode gennem machine learning lære at genkende de forskellige insektarter, så automatiserede kameraer kan overvåge planterne og analysere, hvilke insekter der besøger planternes blomster på de forskellige tidspunkter.

    Denne nytænkende og originale tilgang giver helt nye muligheder for at opnå enorme datamængder, som ellers ville tage årevis at indsamle.

    “Projektet viser, hvordan man ved brug af og udvikling af højteknologiske metoder kan undersøge problemer af stor miljømæssig vigtighed og videnskabelig interesse på et niveau, hvor hidtidig metodik slet ikke kan følge med,” udtaler bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen.

    Sammen med uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers vil han overrække prisen til Toke Thomas Høye ved Danmarks Frie Forskningsfonds årlige forskningskonference i dag.

    Insekterne viger
    I de seneste år har der været stort fokus på de bestøvende insekters kraftigt faldende antal, der har afgørende betydning for både naturlige økosystemer såvel som produktionen af fødevarer verden over, da planter er afhængige af, at kunne blive bestøvet af insekterne.

    Med dette forskningsprojekt får man et langt større kendskab til problemstillingens omfang, idet indsigten i planter og insekters interaktion vil give en helt ny viden.

    “I en større sammenhæng er projektet et mønstereksempel på den sammensmeltning af discipliner og teknikker, som i så høj grad karakteriserer naturvidenskab i disse år og er et stærkt afsæt for nybrud i forskningen,” siger Peter Munk Christiansen.

    FAKTA:
    Toke Thomas Høye
    er uddannet M.Sc. i populationsøkologi ved Aarhus Universitet i 2001. I 2007 blev han Ph.d. i

    økologiske effekter af klimaændringer i Nordøstgrønland ved Københavns Universitet.

    I dag er Toke Thomas Høye ansat som seniorforsker ved Institut for Bioscience og tilknyttet Arktisk Forskningscenter, Aarhus Universitet.

    Tidligere i år fik Toke Thomas Høye 2.587.991 kroner til finansiering af sin forskningsidé.

    Han er Bosat i Rønde uden for Aarhus.

    Danmarks Frie Forskningsfond skaber rum til at forfølge originale forskningsidéer med et endnu ukendt potentiale for at forbedre vores liv og levevis.

    Fonden primære opgave er at uddele bevillinger inden for alle forskningsområder på baggrund af forskernes egne forskningsideer

    og uden tematiske bindinger. Sidste år støttede fonden 360 nye forskningsidéer med i alt 988 millioner kroner.

    I år er første gang, at fonden uddeler en hæderspris for årets originale forskningsidé.

    Kontakt:

    Kontakt: Seniorforsker Toke Thomas Høye, tlf.: 87 15 88 92 eller 30 18 31 22, tth@bios.au.dk

    Kontakt: Bestyrelsesformand Peter Munk Christiansen, tlf.: 30 11 53 40, pmc@ps.au.dk

    Presse: Der er stadig mulighed for pressedeltagelse ved forskningskonferencen kl. 13:00 i BLOX, Bryghuspladsen, 1473 København efter henvendelse til pressekonsulent Mette Lynge Hansen, tlf.: 72 31 84 65, met@ufm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/klimaforsker-haedres-for-arets-originale-ide?releaseId=13562119