PRM / Danmark går mod strømmen på verdensrangliste over livskvalitet

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    Den gode historie er, at verden overordnet bliver bedre. 133 ud af 146 målte lande går frem målt på deres evne at imødekomme borgernes basale sociale behov såsom mad, tag over hovedet, uddannelse og sundhed. Særligt i Afrika og Asien går det fremad.

    Men samtidig sker der en markant samlet tilbagegang målt på menneskerettigheder. 75 ud af 146 lande er gået tilbage målt på personlige rettigheder (f.eks. politiske rettigheder og ytringsfrihed), mens 56 ud af 146 lande er gået tilbage målt på inklusion (f.eks. accept af homoseksuelle og vold mod minoriteter).

    Set med lokale briller så går Danmark imod strømmen. Danmark hopper op på en global 2. plads fra sidste års 8. plads målt på menneskerettigheder. Samtidig må Dannmark dog i år vige fra sidste års samlede globale 1. plads til en samlet 4. plads overhalet af Norge, Island og Schweiz i nævnte rækkefølge.

    Det viser det nye globale Social Progress Index 2018, som udarbejdes af organisationen Social Progress Imperative med Deloitte som global partner. Det er femte gang, at 146 af verdens lande dækkende 98% af menneskeheden måles på 51 kriterier, som afdækker landenes evne til at imødekomme borgernes basale sociale behov. Undersøgelsen er skabt som et alternativ til at måle succes alene på et lands økonomi og BNP. I stedet måles landene på basale menneskelige behov såsom adgang til bolig, rent vand og fødevarer, sikkerhed, sundhedssystem, miljøbeskyttelse, adgang til information, ytringsfrihed, uddannelsessystem, tolerance og religionsfrihed.

    “Målingen handler om at redefinere, hvordan verden i det 21. århundrede definerer og vejer landes succes, så vi sætter det øverst på agendaen, som betyder noget for mennesker. Indekset sikrer, at verdens politikere og ledere har systematisk adgang til at holde øje med de sociale udfordringer og derefter prioritere indsatsen med at skabe løsninger. Verdens virksomheder bør samtidig tage ansvar og bidrage til fremskridt og løsninger,” siger Anders Dons, nordisk CEO i Deloitte om, hvorfor Deloitte støtter målingen, og tilføjer:

    “Vi skal være stolte af at have et land med høj personlig frihed og rettigheder, men det bør være et opmærksomhedspunkt for os, at den globale udvikling går i modsat retning. For vi ser også tendenser til polarisering i Danmark, og det kan have konsekvenser på den lange bane”.

    Et globalt paradoks
    Michael Green, der leder Social Progress Imperative, kalder årets måling et paradoks.

    “Der synes at være et paradoks i, hvordan livskvaliteten i verden udvikler sig. På den ene side ser vi fremskridt i kampen mod sult, sygdom og det at få mennesker i fattige lande koblet op på basal infrastruktur. På den anden side ser vi tilbagegang inden for menneskerettigheder og tolerance i en lang række både rige og fattige lande,” siger han og peger på, at årets måling igen tydeligt tegner et billede af, at selv om de rigeste lande topper ranglisten, så er der masser af lande, der trods lavt BNP formår at skabe store sociale fremskridt for borgerne

    Danmark ligger i undersøgelsen i toppen af feltet på en række områder bl.a. personlige rettigheder, personlig frihed, adgang til information og kommunikation, adgang til bolig, miljøbeskyttelse samt vand og sanitet. Danmark klarer sig derimod dårligere end sammenlignelige lande, når man måler på befolkningens sundhed og levealder samt adgangen til universiteter i topklasse. Danmark skiller sig også ud ved at markant flere drenge end piger dropper ud af uddannelsessystemet uden at få en uddannelse.

    Hovedforfatterne bag undersøgelsen er igen professor Michael E. Porter fra Harvard Business School og professor Scott Stern fra MIT. Læs mere om Social Progress Index her: www.socialprogress.org

    Top 10: Norge (1), Island (2), Schweiz (3), Denmark (4), Finland (5), Japan (6), Holland (7), Luxemborg (8), Tyskland (9), New Zealand (10).

    Bund 10: Den Centralafrikanske Republik (146), Chad (145), Afghanistan (144), Eritrea (143), Den Demokratiske Republik Congo (142), Niger (141), Yemen (140), Burundi (139), Papua New Guinea (138), Sudan (137).

    Social Progress Index er ét af en række initiativer fra Deloitte rettet mod at tage del i og bidrage til samfundsudviklingen. Deloitte står sammen med tænketanken Kraka bag initiativet Small Great Nation (www.sgnation.dk), som undersøger Danmarks muligheder i et langsigtet perspektiv. Formålet er at kortlægge Danmarks styrker og svagheder og bidrage til at styrke både velfærd og sammenhængskraft.

    NB: Vedhæftet er detaljeret oversigt over Danmarks rangering i både 2017 og 2018 samt en gennemgang af den globale udvikling for alle 146 målte lande.

    Kontakt:

    Mikkel Løndahl, pressechef i Deloitte, tlf. 21 15 49 25 / mloendahl@deloitte.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmark-gar-mod-strommen-pa-verdensrangliste-over-livskvalitet?releaseId=13560869