PRM / HK Handel: Regeringen glemmer handelssektoren med nyt erhvervsskoleudspil

    Pressemeddelelse fra HK/Danmark

    Det er positivt at regeringen ønsker at styrke erhvervsuddannelserne i Danmark. Det har været hårdt tiltrængt og det er vigtigt, hvis vi også fremover skal have en stærk økonomi i landet.

    Men en ting er industri og håndværk noget andet er handelsektoren, som tilsyneladende er blevet fuldstændig glemt i regeringens udspil til trods for, at det er en branche med over 300.000 ansatte og en omsætning, som kan tælles i mange milliarder kroner.

    – Regeringens udspil er alt for snæversynet. Handelsuddannelserne er langt de største målt på antallet af unge, så hvordan man kan vælge ikke at prioritere dem er mig en gåde, siger formand for HK Handel Per Tønnesen.

    I stedet for entydigt fokus på industri og håndværk, så bør regeringens udspil også komme med forslag til, hvordan vi kan styrke uddannelserne i handelsbranchen, så vi også fremover kan bibeholde de mange arbejdspladser til trods for en fremtid med øget konkurrence fra e-handel, udenlandske butikker og automatisering.

    – Vi kan se en fremtid, hvor udviklingen risikerer at betydet et farvel til rigtig mange arbejdspladser, hvis vi ikke formår at klæde vores unge på til at udnytte de teknologiske muligheder, der blandet andet ligger i automatisering, siger Per Tønnesen.

    Regeringen lægger også op til, at arbejdsmarkedets parter fremover skal have mindre indflydelse på, hvordan uddannelserne skal udformes. HK Handel mener, at det vil være katastrofalt at sætte arbejdsmarkedets parter uden for indflydelse på de uddannelser, som ellers er rettet mod netop arbejdsmarkedet, da det er med til at sikre, at uddannelserne også rammer rigtig i forhold til behovet i branchen.

    Kontakt:

    Kevin Berendt Jensen, Pressemedarbejder, tlf.: 20764202

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hk-handel-regeringen-glemmer-handelssektoren-med-nyt-erhvervsskoleudspil?releaseId=13558571