PRM / 1700 piger inspireres til en fremtid med IT, teknologi og naturvidenskab

    Pressemeddelelse fra Naturvidenskabernes Hus

    Softwarerobotter, vindmøller, enzymer, termostater og satellitter udgør bare en lille del af den forskelligartede teknologi og naturvidenskab, som omkring 1.700 piger fra folkeskoler og gymnasier i hele landet skal have fingrene i onsdag den 12. september til Girls’ Day in Science.

    Tektanken, Danmarks største netværk for skole-virksomhedssamarbejde, afholder Girls’ Day in Science for sjette år i træk, og direktør i Naturvidenskabernes Hus, der står bag Tektanken, glæder sig til dagen på pigernes vegne.

    “Jeg er sikker på, at pigerne får en fantastisk spændende og inspirerende dag, hvor de får et indblik i de mange jobmuligheder, der findes inden for IT og teknologi. Som samfund mangler vi pigerne på de IT-faglige, tekniske og naturvidenskabelige uddannelser,” siger Nanna Seidelin.

    Pigerne mangler
    Optagstallene fra de videregående uddannelser taler nemlig deres tydelige sprog. Selvom pigerne er i overtal på de videregående uddannelser samlet set, så er de i undertal på de tekniske og naturfaglige uddannelser. Eksempelvis er der kun 28 procent kvinder på det IT-faglige område på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne. Og det er et problem, ifølge Nanna Seidelin.

    “Det er vigtigt, at både mænd og kvinder er med til at skabe fremtidens digitale løsninger og teknologi. Vores samfund vil i høj grad være afhængig af en stærk kombination af digitalisering og ny teknologi, som vi skal bruge uddannede medarbejdere til både at udvikle og betjene. Og der har vi brug for både kvinder og mænd,” siger Nanna Seidelin.

    Alle arrangører har lagt sig i selen for at lave et spændende program for pigerne til Girls’ Day in Science. En af dem er Ørsted, som tager pigerne med på en sejltur, der er lidt ud over det sædvanlige.

    Mangfoldighed skaber resultater hos Ørsted
    Som en del af programmet hos Ørsted i Grenaa skal godt 70 piger fra VID Gymnasier og Rønde Gymnasium ud på havet til Anholt Havmøllepark for at få et imponerende indblik i arbejdet med vindenergi. Pigerne bliver sejlet ud til havmølleparken af Anholt-færgen. I løbet af dagen guider kvindelige medarbejdere pigerne gennem praktiske øvelser og fortæller om de valg, der førte til et arbejde hos Ørsted.

    “For os er mangfoldighed i medarbejderstaben vigtig for at skabe innovation, harmoni og bedst mulige resultater. Vi har brug for alle de talenter, vi kan få, så jo større udvalg af dygtige ansøgere jo bedre for os. Derfor inviterer vi igen i år til Girls’ Day in Science for at vise nogle af de spændende tekniske opgaver, man kan arbejde med i voresverden af havmølleparker,” siger Hanne Blume, HR-direktør i Ørsted.

    Piger programmerer softwarerobotter hos TDC Group
    TDC i København slår også dørene op til Girls’ Day in Science. Her skal 24 piger fra 8. og 9. klasse fra Heibergskolen lære at programmere en softwarerobot. I løbet af dagen får pigerne rig mulighed for at tale med de kvindelige IT-talenter fra TDC om deres valg af uddannelse, IT-job og karriereforløb.

    Koncerndirektør i TDC, Jens Aaløse, håber at arrangementet kan vise pigerne, at IT-jobs i høj grad også er for kvinder.

    “Vi ser en stigende efterspørgsel efter medarbejdere med stærke IT-kompetencer i alle dele af erhvervslivet. Her i TDC Group oplever vi også, at det er rigtig svært at rekruttere disse vigtige specialister. Derfor er det også helt afgørende, at vi ved at lægge hus til et arrangement som Girls’ Day In Science får fortalt, at IT-uddannelser og IT-jobs i den grad også er for kvinder. Vi har brug for den diversitet og dynamik, det skaber, når både mænd og kvinder bidrager til den digitale transformation, som vores samfund undergår i disse år,” siger han.

    Ligestillingsminister besøger pigerne
    Inden pigerne skal i gang med softwarerobotterne, besøger minister for ligestilling, nordisk samarbejde og fiskeri Eva Kjer Hansen TDC Group for at hilse på pigerne. Hendes budskab er klart. Hun bakker op om Girls’ Day in Science, og hun håber pigerne får øje på de mange muligheder.

    “Der findes ikke pigefag eller drengefag. Det er det budskab, jeg tager med, når jeg møder de unge studerende til Girls’ Day in Science. Hverken de unge eller samfundet kan være tjent med, at vi i 2018 har så kønsopdelte uddannelser. Det hæmmer de unges muligheder for at udfolde deres potentiale, og det begrænser den talentmasse, vi som samfund kan trække på. Det gælder især med fag som IT, teknologi og naturvidenskab, hvor der er alt for få piger, og hvor vi går en stor efterspørgsel i møde. Girls’ Day in Science giver anledning til, at pigerne får øjnene op for de mange muligheder inden for disse fag, og jeg håber, at endnu flere virksomheder vil åbne dørene op for de unge næste år,” siger hun.

    Virksomheder som Danfoss, Grundfos, Novozymes, Micosoft, Google, Netcompany, Vestas og Haldor Topsøe slår også dørene op på Girls’ Day in Science.

    39 virksomheder, science centre og uddannelsesinstitutioner over hele landet åbner dørene for pigerne.

    Se den fulde liste på www.tektanken.dk. Sortér på Girls’ Day in Science under Events.

    FAKTA

    Om Girls’ Day in Science 2018

    Girls’ Day in Scienceâ?¯er Tektankens nationale kampagnedag, hvor virksomheder, science centre og uddannelsesinstitutioner over hele landet inviterer grundskole- og gymnasiepiger indenfor til at arbejde med praktiske og virksomhedsrelaterede opgaver. Pigerne møder kvindelige medarbejdere og studerende, der fortæller om deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder i en verden af IT, teknologi og naturvidenskab.

    Girls’ Day in Science sætter fokus på, at der er mange piger, der fravælger en IT-faglig, teknologisk eller naturvidenskabelig retning i deres uddannelses- og karrierevalg.

    Den 12. september slår 39 virksomheder, science centre og uddannelsesinstitutioner over hele landet dørene op for omking 1700 piger fra grundskoler og gymnasier til Girls’ Day in Science 2018.

    Se alle arrangører på www.tektanken.dk. Sortér på Girls’ Day in Science under Events.

    Om Tektanken

    Som samfund har vi behov for, at flere unge inspireres til at tage en uddannelse inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Det er hovedformålet med Tektanken, et landsdækkende netværk mellem virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der faciliteres af Naturvidenskabernes Hus.

    Gennem Tektanken gør virksomhederne det muligt for elever i grundskolen og gymnasiet at arbejde praktisk med virksomhedsrelaterede opgaver og møde rollemodeller på faglige virksomhedsbesøg.

    Foruden de seks kernevirksomheder Danfoss, Grundfos, Novozymes, Coloplast, Microsoft og Haldor Topsøe tæller netværket mere end 130 virksomheder. Tektanken er støttet af Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Nordea-fonden, Lundbeckfonden og Fremstillingsindustrien.

    www.tektanken.dk

    Om piger og uddannelse:

    Som samfund mangler vi flere, der tager uddannelser inden for IT, teknologi og naturvidenskab. Virksomhederne mangler medarbejdere med de kvalifikationer, og vi har derfor brug for, at pigerne også får interesse for området. I en verden der bliver stadig mere teknologisk funderet, har vi brug for flere, der både kan udvikle og betjene ny teknologi. Det er problematisk, at der eksempelvis kun er 28 procent kvinder på det IT-faglige område på erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelserne.

    Pigerne er i undertal på tekniske og naturfaglige uddannelser, selvom de er i overtal på de videregående uddannelser samlet set.

    Statistik for optag på videregående uddannelser 2017 fordelt på køn, udvalgte tal i procent:

    Erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser

    Kvinder

    Mænd

    Det IT-faglige område

    28

    72

    Det tekniske område

    24

    76

    Erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser i alt

    59

    41

    Bacheloruddannelser

    Kvinder

    Mænd

    Naturvidenskab

    44

    56

    Teknisk Videnskab

    33

    67

    Bacheloruddannelser i alt

    54

    46

    Kilde: Uddannelses- og forskningsministeriets rapport over optag 2018. Rapport nr. 13.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger og hjælp til at finde en case:

    Kommunikationschef i Naturvidenskabernes Hus
    Bjørn Kock Lærkedahl. 5119 4944 / bkl@nvhus.dk

    Kommentarer og citater vedr. Girls’ Day in Science:

    Direktør i Naturvidenskabernes Hus
    Nanna Seidelin. 2941 1133 / ns@nvhus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/1700-piger-inspireres-til-en-fremtid-med-it-teknologi-og-naturvidenskab?releaseId=13481770