PRM / MILLIONINVESTERING : Hvide Sande skal være vandsportsparadis

    Pressemeddelelse fra WATERZ.dk

    Massive investeringer i vandsport, skal placere Hvide Sande på verdenskortet og på sigt tiltrække nye uddannelser og nye indbyggere, hvis det står til Den Selvejende Institution WATERZ.

    De har udarbejdet en masterplan, som sætter fokus på vandsportens udvikling omkring Ringkøbing Fjord og Hvide Sande. Planen tager udgangspunkt i, hvor udviklingen er nået til i 2018 og hvilke uudnyttede potentialer der stadigvæk ligger, som kan være med til at løfte området.

    – vi skal ikke lave et nyt Cold Hawaii. Der findes et Cold Hawaii og de gør det rigtigt godt. Men vi har nogle andre unikke muligheder i vores område, siger projektleder Katrine Frandsen, WATERZ.

    Unikke lokale muligheder
    Hun peger blandt andet på områdets beliggenhed.

    – Fjorden tilbyder mange steder for vandsport og man kan altid finde et trygt sted med pålandsvind og lavvande. Vesterhavet tilbyder fantastiske forhold for de mere erfarne surfere. Når man kombinerer det med områdets mange overnatningsmuligheder, aktiviteter og kulturelle oplevelser, får man ikke blot et unik surfområde, men den meget sjældne kombination af et unikt surfsted, hvor man også kan tage hele familien med på ferie og der er underholdning for alle, slår Katrine Frandsen fast.

    Tanken er at finde de bedste såkaldte “spots” eller steder om man vil, der egner sig bedst til forskellige typer vandsport og sprede dem hele vejen rundt omkring Ringkøbing Fjord samt langs kysten ved Vesterhavet.

    Masterplanen peger på en række nedslag, som bygger på infrastruktur, uddannelse og bevaring og udnyttelse af noget eksisterende. Men ligeså vigtigt er en videreudvikling af vandsportsfestivalen WATERZ og de internationale mesterskaber, som det kan tiltrække til området.

    WATERZ Festivalen som omdrejningspunkt
    WATERZ som vandsportsfestival startede i 2010. I 2016 afholdt man den første PWA World Cup i forbindelse med festivalen.

    – Det at afholde et internationalt event med den volumen, har taget ikke blot WATERZ som organisation til et nyt og højt niveau, men også samlet frivillige fra hele landet, sportsudøvere fra hele verden og sat området på verdenskortet i form af meget og samtidigt meget positiv omtale, siger Katrine Frandsen.

    Værdien af omtalen og dækningen af 2017 eventen er ikke samlet gjort op, men WATERZ anslår, at den ligger på mindst 30 mio. kroner.

    Lokal støtte har boostet udviklingen
    Eventen har fra 2015 og frem til i dag udviklet sig eksplosivt. Dette var muligt, da Ringkøbing-Skjern Kommune valgte at bevillige penge til årene 2015 – 2018 fra vækstpuljen. Med den bevilling fulgte også et samarbejde med Sport Event Denmark, som har været med til at løfte niveauet for eventen på mange områder.

    – Opbakningen fra det lokale turisterhverv, specielt Holmsland Klit Turistforening har gjort det muligt for eventen at vokse sig stor. Nu står vi overfor at skulle løfte arrangementet til næste niveau, lyder ønsket fra Katrine Frandsen og resten af WATERZ bestyrelsen.

    Det internationale islæt ved WATERZ Festivalen med internationale stjerner, som formidler gode historier og trækker mange gæster, har ifølge bestyrelsen en kæmpe værdi.

    – Derfor indeholder masterplanen også et ønske om at øge antallet af arrangementer løbende de kommende fire år med helt op til 7-8 om året indenfor forskellige grene af vandsport fra 2022, siger Katrine Frandsen.

    Events skal bruges til branding og forlængelse af sæsonen
    Det årlige event er værktøjet til at øge brandingen og markedsføringen af Hvide Sande og hele Ringkøbing-Skjern Kommune.

    – vi kan allerede se, at satsning har forlænget turistsæsonen for de erhvervsdrivende i området og selve sæsonen er også blevet mere travl. Fordelen ved at satse på forskellige vandsportsgrene er, at vi rammer en meget større gruppe mennesker, som vil have interesse i at søge mod området for at dyrke deres sport enten i ferier eller måske som kommende borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune, påpeger Katrine Frandsen.

    WATERZ påpeger, at den nye Kystbeskyttelseslov giver mulighed for at udvikle blandt andet arealerne syd for den nye mole i Hvide Sande yderligere ved brug af hårdkystsikring i stedet for den sandfordringer, der er foregået i flere år.

    – kunne man lave en mere permanent form for kystbeskyttelse, som OGSÅ tilgodeså ønsket om, at få flere og bedre bølger til surferne, ville man kunne opnå en kystlinje med et utal af perler, som netop surferne leder efter. Man kunne måske få den skønne strand igen, som i 2010 vandt titlen som Danmarks Bedste Strand, påpeger Katrine Frandsen.

    Smitter af på uddannelse og bosætning
    Hun påpeger samtidigt, at en massiv og bred satsning på vandsport, vil åbne mange nye muligheder for Hvide Sande og Ringkjøbing-Skjern Kommune.

    – En vandsportsuddannelse tilknyttet Hvide Sande, som kombineres med uddannelser indenfor turismen, vil være et unikt og stærkt kort. Det vil være den første af sin slags og tage udgangspunkt i et hotspot for begge områder, nemlig Danmarks største Kystferiedestination og et af Nordeuropas bedste områder for vandsport, siger Katrine Frandsen.

    Dette vil skulle udvikles i samarbejde med interessenter fra et bred vifte af lokale erhverv. WATERZ vil gennem interessenter i deres eget netværk være med til at samle og skubbe den udvikling i gang.

    – en del af de forhold, som f.eks surferne vægter højt, passer også ind for andre gæster og beboere i området. Surfere er også til at flytte, hvilket vil sige, at surfere flytter for at bo nær gode forhold at dyrke deres sport under. Det er ikke mange sportsgrene, der får folk til at flytte, men her har vi netop at gøre med en, der trækker nye tilflyttere. Også de gæster/turister i området som surfer er værd at satse på, deres døgnforbrug ligger langt over andre gæsters i området. De er længe i området og kommer igen år efter år og mange flere gange om året, siger Katrine Frandsen.

    Hun påpeger, at det derfor også blandt andet kan være en god ide at etablere mulighed for fjernarbejdspladser eller et decideret kontorfællesskab, hvor man kan leje sig ind i kortere eller perioder.

    Masterplanen blev præsenteret for Byrådet i Ringkjøbing-Skjern Kommune på et møde tirsdag aften, og blev godt modtaget.

    Kontakt:

    Yderligere information:
    Projektleder Katrine Frandsen, WATERZ, tlf. 21283108

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/millioninvestering-hvide-sande-skal-vaere-vandsportsparadis?releaseId=13330731