Pressemeddelelse fra Sampension
Danskerne er flittige til at dyrke motion, når de går på pension. Det mener de i hvert fald selv i følge en undersøgelse, som Epinion har foretaget for pensionsselskabet Sampension.
Epinion har spurgt seniorer, hvordan deres fysiske aktivitet har ændret sig, efter at de fyldte 65 år. Mere end hver femte, 22 pct., siger, at de er mere fysisk aktive end før, og halvdelen er fortsat på det samme niveau som tidligere. Det er især kvinderne, der er gode til at holde sig i gang. Her oplyser 26 pct., at deres fysiske aktivitet nu er højere, end før de fyldte 65 år.
Epinion konkluderer ud fra undersøgelsens resultater, at de mennesker, der havde gode og aktive vaner, inden de nåede pensionsalderen, ofte formår at opretholde vanerne efter at være fyldt 65. Det hænger også sammen med, at tilværelsen som pensionist giver mere tid til at dyrke fritidsinteresser, som måske blev skubbet i baggrunden i et travlt arbejdsliv.
I undersøgelsen spørger Epinion også folk under 65 år, hvordan de forventer, at deres fysiske aktivitet udvikler sig efter 65. Her tror 85 procent på, at de enten bliver mere aktive eller i det mindste opretholder deres aktivitetsniveau. Ikke mindst i hovedstaden er forventningerne store. Her regner 90 pct. med, at de som minimum er mindst lige så aktive som nu.
Undersøgelse er en del af en større analyse af danske seniorers erhvervsaktivitet og livsstil omkring pensionsalderen. I alt har 1078 personer deltaget i undersøgelsen, heraf er de 570 personer over 65 år.
Kontakt:
Presse- og kommunikationschef Pia Lykke tlf.: 40245592 email: ply@sampension.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/aeldre-kvinder-skruer-tempoet-i-vejret?releaseId=13186848